Tre mænd voldtog kvinde - nu er de fængslet og udvist for altid

Retten i Kolding har torsdag idømt tre syriske statsborgere på henholdsvis 17, 18 og 19 år fire og et halvt års fængsel og permanent udvisning af landet.

Torsdag er tre syriske statsborgere, hvoraf to var brødre, fundet skyldige for voldtægt under særligt skærpende omstændigheder.

De er idømt fire og et halvt års fængsel samt udvisning af Danmark med tilhørende permanent indrejseforbud.

Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse torsdag.

De unge mænd ankede alle til frifindelse eller formildelse.

Voldtægten blev begået mod en polsk statsborger i Kolding den 19. januar 2021, hvor alle tre tiltalte deltog.

Ved voldtægten, der foregik over adskillige timer, blev der blandt andet brugt en kniv.

Den 19-årige blev desuden fundet skyldig i at have optaget dele af overgrebet på video og delt optagelsen med de to andre.

Udvisning er uvis

De tre er dog alle syriske statsborgere, så det er uvist, om de reelt vil blive vist ud af landet til Syrien. Alternativt kan de komme til at leve i Danmark under forskellige vilkår.

Ved Retten i Kolding er mændene dømt for at have voldtaget en polsk kvinde, da de fra 16.30-tiden den 19. januar truede og tvang sig til samleje med kvinden.

Blandt andet truede de hende med en kniv.

Alle mændene ankede på stedet dommen. De vil frifindes eller som minimum have en lavere straf.