Kolding, Vejle og Fredericia er blevet grundigt gransket de seneste dage.
En flok medlemmer fra International Orienteering Federation (IOF) har været på rundtur i området i forbindelse med Trekantområdets bud på værtsskabet for VM i Orientering i juli 2020.
Formålet med besøget er at se på de rammer, ruter, hoteller osv., som Trekantområdet kan byde ind med.
I år 2020 skal VM i orienteringsløb som det første verdensmesterskab nogensinde udelukkende løbes i byer og bynære områder.
VM bliver nemlig delt op, så i ulige år foregår det i skov med længere distancer, og lige år i byer med korte distancer.
Det danske bud indeholder individuel sprint i Kolding, sprintstafet med to kvinder og to mænd på ét hold i Fredericia og så en - indtil nu - uafklaret disciplin i Vejle.
Cirka 450 deltagere fra 55 nationer forventes at deltage i VM i år 2020.
FAKTA
Danmark var blandt stifterne af IOF i 1961
International orienteringssport har i alle årene været meget stærk i Danmark og de øvrige nordiske lande
VM er uden sammenligning den mest prestigefyldte konkurrence inden for orientering, og hvis det lander i Danmark om fire år, vil der også blive afviklet et publikumsløb med over 1000 deltagere.
Arrangørerne er Dansk Orienterings Forbund (DOF) i samarbejde med Trekantsområdet og Sport Event Denmark.
I slutningen af august i år beslutter om komitén om VM skal til Trekantområdet.
Det danske sportslige niveau er højt. Dansk Orienterings Forbund har ved de seneste to verdensmesterskaber vundet ti medaljer.
Det placerer dem i øjeblikket i top tre i verden samlet set. Netop i disciplinen sprint er Danmark pt verdens bedste nation.
Vi havde ved VM i både 2014 og 2015 verdensmestre og medaljetagere i alle discipliner og hos begge køn.