Trekantområdets kommuner sætter nye skilte op

Når du i fremtiden kører ind i Vejle, vil du ikke være i tvivl om, at du også er på vej ind i Trekantområdet. Nye skilte er på vej.

På nye kommuneskilte ved indfaldsvejene til Vejle står der pludselig også ”en del af Trekantområdet” under kommunens eget navn. Det samme gør sig gældende i de fem andre kommuner i trekantsamarbejdet.

De nye skilte har – ud over kommunens eget navn og logo – et logo for Trekantområdet. 

- Ligesom vi på vores hjemmeside og på vores tryksager signalerer, at vi er en del af Trekantområdet, synes vi, det er naturligt også at gøre folk opmærksom på, at de kører ind i Trekantområdet. Det er et led i brandingen af vores område, siger Jørn Pedersen, der er formand for Trekantområdet Danmark og borgmester i Kolding, i en pressemeddelelse.

I første omgang skiftes kun skiltene på de største kommunale indfaldsveje ved Trekantområdets ydre grænser. De andre bliver skiftet senere. De seks kommuner i Trekantområdet har også søgt om lov til at bruge de nye skilte på statsveje.

Trekantområdet består af følgende seks kommuner:

  • Vejle
  • Kolding
  • Fredericia
  • Vejen
  • Middelfart
  • Billund