Tyrkisk chauffør fik lyndom for kørselsfusk

Mindre end 24 timer efter at en 47-årig tyrkisk chauffør blev afsløret i at lave fusk med sine kørselspapirer, blev han idømt en fængselsstraf og udvist.

Sagen mod den tyrkiske chauffør begyndte at rulle mandag eftermiddag, da en patrulje fra Tungvognscenter Syd standsede en tyrkisk lastbil ved Rasteplads Skærup mellem Kolding og Vejle. 

Chaufføren fremviste en turtilladelse og et fragtbrev, der dokumenterede, at han havde kørt med varer fra Tyrkiet til Danmark, men en nærmere undersøgelse viste ret hurtigt, at det ikke kunne være rigtigt.

Chaufføren blev anholdt og dagen efter fremstillet i grundlovsforhør. Her erkendte han sig skyldig i at have skrevet falske oplysninger på turtilladelsen, hvorfor han fik udmålt sin straf mindre end 24 timer efter afsløringen.

Straffen lød på 30 dages fængsel, og chaufføren blev samtidig udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse. 

Turtilladelse

En tilladelse udstedt af de danske myndigheder til Tyrkiet. Tilladelsen udleveres af de tyrkiske myndigheder til en tyrkisk transportvirksomhed efter ansøgning. Tilladelsen giver lov til at køre én tur fra Tyrkiet til Danmark med gods, og retur fra Danmark til Tyrkiet med gods. Tilladelsen giver ikke lov til, at godset kan hentes eller afleveres i andre lande.