Ud i kulden til alle de andre ledige

I løbet af det seneste døgn har 135 ansatte på LM Wind Power i Lunderskov fået en fyreseddel. De skal ud og søge et job i en tid, da flere hundrede andre er på jagt efter ledige stillinger.

Størstedelen af de fyrede er ufaglærte timelønnede. TV Syd opsøgte en gruppe, der i dag samledes på et lokalt værtshus for at støtte hinanden og drikke gravøl.

Noget rigtigt Øv!

Stemningen var høj på Bodega Vognmanden i Lunderskov i dag. Men det var nok mere et udtryk for flaskernes indhold, end årsagen til at de var samlet. Stort set alle de tilstedeværende havde lige mistet deres job på LM Wind Power. De mødtes for at hygge sig, tale tingene igennem og for at mindes.

- Det er noget rigtigt øv - men også lettelse over at få besked, sagde en af dem. En anden havde fornemmet, hvad der var på vej, og nu er spørgsmålet, hvordan man finder noget andet. Om man skal på kursus for at lære noget nyt og søge over i en anden branche.

Svært bliver det under alle omstændigheder, for der er adskillige hundrede andre ledige, som også søger job.