Udfasning af restriktioner får blandet velkomst

Torsdag morgen præsenterede et politisk flertal en plan for udfasningen af coronarestriktionerne. I det syd- og sønderjyske vækker planen ikke begejstring alle steder.

Ingen mundbind i supermarkeder, et besøg på den lokale bar frem til midnat, og ingen visning af coronapas, når bøgerne skal lånes på biblioteket.

Det er nogle af de punkter, der indgår i planen om udfasningen af coronarestriktioner, som alle Folketingets partier med undtagelse af Nye Borgerlige blev enige om i nat efter timelange forhandlinger.

Planen fra politikerne indebærer blandt andet, at man fra på mandag kan undværre mundbindet alle steder, undtagen når man er stående passager i den kollektive trafik som fx bus eller tog. På museet Trapholt i Kolding, hvor mundbind lige nu er et krav, er direktøren Karen Grøn meget tilfreds med nattens forlig:

- Vi er simpelthen så glade for at slippe for mundbindet. Det er jo dejligt at komme af med, nu hvor varmen også er her, siger hun.

quote

Coronapasset kommer til at chikanere vores forretning, som har været lukket i fire måneder

Karen Grøn, direktør, Trapholt

Vil ikke undværre mundbindet endnu

Selvom man frit kan gå i supermarkedet uden mundbind på mandag, var der lidt betænkeligheder fra de kunder som TV SYD mødte uden for Meny i Christiansfeld torsdag eftermiddag.

- Jeg synes ikke, vi kan passe nok på endnu. Det er lige tidligt nok, vi smider mundbindet, så jeg kommer til at have det på i de store butikker, siger Frede Larsen, pensionist.

- Nu har man jo vænnet sig til det, så jeg er da lidt betænkelig, om man skal fortsætte eller lade være. Til at starte med venter jeg, og så ser jeg, hvordan det går, siger Iver Bjerrum, pensionist.

Hvorfor coronapas?

På Trapholt er det dog kun mundbindet gæsterne og personalet slipper for. Et besøg på museet for moderne kunst vil nemlig stadig kræve et gyldigt coronapas, og det er Karen Grøn uforstående overfor.

- Vi undrer os utrolig meget over, at man af uforståelige årsager fortsat skal komme med coronapas hos os, når man eksempelvis ikke skal have coronapas til biblioteket. Vi skal have de rigtige restriktioner til de rigtige steder, siger hun.

I følge direktøren er det hovedsagligt det ældre publikum, hvoraf mange allerede er vaccineret og dermed har coronapas, der er flittige gæster på museet. Men i sommerferien bliver museet oftest gæstet af den yngre generation, som endnu mangler at blive færdigvaccineret, og coronapasset vil derfor sætte en stopper for deres indtægt.

- Coronapasset kommer til at chikanere vores forretning, som har været lukket i fire måneder, og nu har vi ikke engang mulighed for at tjene det ind over sommerferien. Hvis det en dag regner, planlægger mange grupper en spontan tur på museum, og hvis de ikke har et gyldigt coronapas, så skal vi jo afvise dem, siger Karen Grøn.