Uenighed i Radikale Venstre: Gruppeformand vil ikke have Eva Kjer Hansen som borgmester

De to byrådsmedlemmer for Radikale Venstre i Kolding er splittede, når det kommer til at udpege en ny borgmester.

Efter borgmester Jørn Pedersen (V) meddelte, at han ikke stiller op til næste valg, har der været flere mulige repræsentanter fra Venstre til borgmesterposten.

Først meldte byrådsmedlem i Kolding Kommune Jakob Ville (V) sig på banen, og efterfølgende meldte folketingspolitiker og tidligere minister Eva Kjer Hansen (V) også, at hun ville gå efter borgmesterposten. Nu har Jesper Elkjær (R) meddelt, at han ikke vil pege på Eva Kjer Hansen som borgmester.

- Jeg er meget nervøs for, at hun som liberal tænkende kan gå ind og ændre kulturen i vores kommune radikalt. Hun kan være med til at skabe usikkerhed, siger Jesper Elkjær, byrådsmedlem i Kolding Kommune.

Det har skabt uenighed i Radikale Venstre, hvor byrådspolitiker Merete Due Paarup ikke peger i nogen retning, så længe de ikke ved, hvem der bliver spidskandidat.

- Jeg peger på alle og ingen, og vi ved for det første ikke, hvem vi skal pege på. Så længe vi står sådan, kan jeg ikke forstå, at vi laver sådan en udmelding, det er der ingen grund til, siger hun.

Et splittet Radikale Venstre

- Vi har en bestyrelsesbeslutning, der siger, at vi ikke peger på nogen. Derfor udskammer vi heller ikke nogen. Vi har besluttet at stå lige i midten, så vi kan pege begge veje - så står vi stærkest, siger hun.

quote

Jeg står fast ved det, jeg har sagt og udtaler mig som gruppeformand. Hvad der bliver drøftet i bestyrelsen, synes jeg, vi skal holde der.

Jesper Elkjær (R), byrådsmedlem i Kolding Kommune

Det rykker ikke ved Jesper Elkjærs beslutning.

- Jeg står fast ved det, jeg har sagt og udtaler mig som gruppeformand. Hvad der bliver drøftet i bestyrelsen, synes jeg, vi skal holde der, siger han og har ikke yderligere kommentarer.

Ønsker ikke en udefra

Jesper Elkjær er klar i sin udmelding om, at han ikke ønsker Eva Kjer Hansen på posten i Kolding Kommune. Det skyldes blandt andet, at hun først er flyttet til byen i weekenden i forbindelse med opstilling som spidskandidat til borgmesterposen. 

- Jeg er enig med vores borgmester, som har været ude at sige, at han ikke bryder sig om at flyve en kendis ind for stemmer. Jeg synes, det er vigtigt, at man har et lokalt engagement og kendskab. Selvom hun har været valgt for Koldingkredsen, så tror jeg ikke, hun ved, hvordan kulturen er i kommunen, og hvordan forvaltningerne arbejder. Det bliver jeg usikker på og nervøs for, siger Jesper Elkjær.

På trods af de seneste melding fra de radikales gruppeformand, så lukker Eva Kjer Hansen ingen døre:

- Jeg vil stå for et bredt samarbejde i byrådet, og jeg har da set frem til blandt andet at have en stærk medspiller i de radikale. Det, synes jeg, ligger lige for - vi har en del tilfælles. Jeg undrer mig over, at de radikale allerede nu vil sætte sig udenfor. Men uanset hvad, når vi kender resultatet af kommunevalget, vil jeg invitere Jesper med, siger Eva Kjer Hansen til TV SYD.

Venstre skal udvælge deres spidskandidat den 8. oktober, hvor kommunalvalget skal stå den 16. november 2021.