Underboens altan kollapsede: - Det lignede ragnarok

Lørdag aften styrtede en altan i førstesals højde i Kolding ned, hvorefter tre unge er blevet indlagt. I dag skræmmer det naboen, at det lige så godt kunne have været ham.

Da Kristoffer Bech lørdag aften kom hjem efter en gåtur med sin kammerat, blev de to de mødt af et syn, som Kristoffer Bech selv beskriver som ragnarok.

- Vi ser rigtig mange ambulancer og en brandbil. Så vi tænker straks, at der sker noget alvorligt, siger Kristoffer Bech.

Da han og kammeraten kommer tættere på, bliver de stoppet og får at vide, at de ikke kan komme nærmere den bygning på Dr. Fichs Vej i Kolding, hvor de bor. Naboejendommen ligger lige nu badet i blå blink og sirener. 

Det kunne have været mig

Det første, Kristoffer Bech hører, er, at en lejlighed i nabobygningen er kollapset. Senere finder han så ud af, at det kun er altanen, det drejer sig om. Dog rammer en skræmmende tanke ham, da han får at vide, at der var unge mennesker på altanen, da den braste sammen. 

quote

Jeg føler mig enormt heldig, for jeg føler, at jeg har undgået det lyn, der er slået ned lige ved siden af mig.

Kristoffer Bech, nabo, Kolding

- Jeg tænkte, at det kunne have været mig. Vi har også en altan, og vi har også holdt fest derude. Så det kunne lige så godt have været os, siger han og tilføjer:

- Jeg føler mig enormt heldig, for jeg føler, at jeg har undgået det lyn, der er slået ned lige ved siden af mig.

Sådan ser den kollapsede altan ud søndag.
Sådan ser den kollapsede altan ud søndag.
Foto: Henrik Jensen, TV2

Revner og sprækker i altanen

Søndag morgen vågner Kristoffer Bech til en besked fra sin udlejer, hvor der står, at han ikke må gå ud på sin altan. Udlejeren frygter, at altaner i bygningen vil kunne brase sammen efter lørdagens episode.

Kristoffer Bech fortæller, at han nede fra jorden kan se revner og sprækker i sin altan. Han beskriver den som gammel og slidt, men sådan synes han, at mange altaner ser ud.

- Vi plejer at sige til vores gæster, at de ikke skal være mere end to-tre ude på altanen af gangen, men det er mest fordi, der ikke er plads til flere derude, siger Kristoffer Bech.

Fra Kristoffer Bechs altandør kan han se ned til underboen i naboejendommen, hvor altanen er styrtet ned.
Fra Kristoffer Bechs altandør kan han se ned til underboen i naboejendommen, hvor altanen er styrtet ned.
Foto: Henrik Jensen, TV2

Den kollapsede altan tilhører lejligheden i naboejendommen. Kristoffer Bech kendte ikke de unge mennesker, som kom til skade på altanen, men han har flere gange hilst på vedkommende, der bor i lejligheden.

19-årig har kritisk hovedskade

I alt fem unge kom til skade lørdag aften. En 19-årig mand har fået en kritisk hovedskade, og han er blevet  fløjet i helikopter til Odense Universitetshospital. 

To andre unge i alderen 18-21 har brud på knogler og er indlagt på Kolding Sygehus. De resterende to har fået lettere skader.

Det er endnu uvist, hvad der er årsagen til ulykken, men politiet arbejder på sagen.

- Vi har været derude og afhøre vidner i området og lavet forskellige undersøgelser, men der skal specialister ind over undersøgelserne, før vi ved mere, siger vagtchef hos Sydøstjyllands Politi Lars Grønlund.