Ung Kolding-fløj er klar til sit første håndbold-VM

Den 21-årige Magnus Landin fra KIF Kolding København er med på det danske landshold, når det fra fredag aften går løs ved VM i Håndbold i Frankrig.

Magnus Landin er klar til sin første VM-slutrunde som seniorspiller - og går dermed i sin storebror, målmanden og landsholdets anfører Niklas Landins fodspor.

Hvor storebror er sikret stort set fuld spilletid, så bliver Magnus Landins rolle efter alt at dømme mere beskeden, da han er en af fire danske fløjspillere, deriblandt også Lasse Svan Hansen fra Flensborg Handewitt, som er VM-holdets andet lokale islæt.

Et tredje er Henrik Møllgaard, der spiller på VM på hjemmebane, da han til daglig repræsenterer PSG Paris sammen med Mikkel Hansen. Henrik Møllgaard har trådt sine første håndboldsko i Gredstedbro mellem Ribe og Bramming.

Endelig har Lasse Anderson, der nu spiller i Barcelona, en fortid i KIF Kolding København, som han forlod i sommer. 

Dommerparret Martin Gjeding, Børkop og Mads Hansen, Jelling, er også på banen til VM, hvor de er blandt favoritterne til at dømme finalen, hvis ikke det danske landshold når så vidt.

Danmark spiller første kamp i aften kl. 20,45, hvor modstanderen er Argentina. Kampen vises på DR 1.

 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.