Ups! Borgmester-kandidat skal fjerne valg-banner

Banner i Kolding opfordrer til at stemme på Socialdemokraternes spidskandidat. Men det er imod reglerne, siger kommunen, som vil fjerne banneret.

"Stem personligt på Birgitte Munk Grunnet, borgmesterkandidat, Socialdemokratiet".

Sådan står der på et stort banner, der hænger ved Malernes Fagforening på Vonsildvej i Kolding. Men det banner skal tages ned igen, kræver Kolding Kommune. 

- Der må ikke skiltes på vejareal (banneret er fastgjort til en lygtepæl, så det er vejareal), med mindre der er tungtvejende grunde til at dispensere for det. Vi tager fat i sagen tirsdag, skriver Mads Astrup Sørensen, som er områdechef for Anlæg og Drift, til TV SYD.

Ikke i ond tro

Borgmesterkandidaten beklager overtrædelsen.

- Vi har faktisk undersøgt reglerne og tænkt, at vi godt måtte sætte bannere op på privat grund. Men vi har ikke været opmærksomme på, at vi ikke må lade det hænge fra en lygtepæl. Så det er sket i god tro, men jeg beklager selvfølgelig og sørger for at få banneret flyttet, siger Birgitte Munk Grunnet til TV SYD. 

Hvornår må valgplakater hænges op?