Ups! Kommune sletter gade ved en fejl

Kolding Kommune er kommet til at "slette" Nørregade.

Ups ... Vi kom til at slette Nørregade.

Sådan skriver Kolding Kommune torsdag i en pressemeddelelse

Den mærkværdige besked dækker over, at en kommunal medarbejder ved en fejl har omdøbt Nørregade i Christiansfeld til Zinzendorfgade.

- Da de kommunale og statslige IT-systemer hænger sammen, er navneændringen slået igennem i alle offentlige registre, siger Ingelise Jellesen, afdelingsleder i Kolding Kommune i pressemeddelelsen.

Har mistet deres gade 

Den nye adresse er nemlig indtastet i det nye Dansk Adresse Register, hvor arbejdsgivere, banker, abonnementsservices og så videre kan hente bopælsinformation om samtlige danskere.

- Der er sket en fejl, da vi skulle have gadenumrene til at gå op i forbindelse med, at vi bygger nye boliger sammen med et boligselskab på en anden gade tæt på Nørregade, siger Lars Svoger, kommunikationschef i Kolding Kommune til Ritzau. 

Omkring 65 beboere er berørt.

quote

Vi har skrevet til dem, at de skal se bort fra, at deres vej lige nu og de næste par dage har et andet navn.

Lars Svoger, kommunikationschef i Kolding Kommune.

- Man kan sige med et glimt i øjet, at beboerne har mistet deres gade. Heldigvis ligger den der fysisk endnu, siger Lars Svoger og fortsætter:

- Vi har så skrevet til dem, at de skal se bort fra, at deres vej lige nu og de næste par dage har et andet navn.

Man fik dog opdaget fejlen tids nok til at få stoppet den automatiserede udsendelse af nye sygesikringskort til de berørte borgere.

Toiletbygning fører til fejl

Men hvor kommer det fejlagtigt tildelte navn, Zinzendorfgade, så fra? 

Ifølge JydskeVestkysten ligger Kolding Kommune i forhandling med Brødremenigheden om at ændre adressen for deres kirke i Christiansfeld til Zinzendorf Plads efter menighedens tyske grundlægger, Nikolaus Ludwig von Zinzendorf.

Kirken har en toiletbygning tilknyttet, som i Dansk Adresse Register ligger - eller rettere lå - på Nørregade. Det har formentligt forvirret en kommunal medarbejder, hvilket har forårsaget fejlen, skriver JydskeVestkysten.