Vandparkeringsplads bestod første store prøve

Et stort regnvandsbassin har vist sit værd, så Kolding har endnu ikke været plaget af store oversvømmelser i den meget våde oktober.

Det har været et sjaskvådt efterår indtil nu. En enkelt fredag i oktober faldt der således 50 millimeter regn. Eller det der svarer til den vandmængde, man kan forvente på en halv efterårsmåned.

Tidligere var den slags våde nedbør lig med oversvømmelser i Kolding. Men det har et stort regnvandsbassin i Byparken indtil videre forhindret dette efterår.

 - Der har ikke været store oversvømmelser i Kolding. Der har været nogle få steder, hvor der har været vand i kældre - vi har hørt om to steder. Og det er ikke meget i så stor en hændelse, siger Jette Nørgaard, projektleder i Blue Kolding, som står for driften af anlægget. 

Forbereder sig på mere vand

Det store regnvandsbassin kan rumme 4.000 kubikmeter og aflaster vandledningerne: 

- Man kan parkere vandet og tilbageholde det, så det dermed giver noget kapacitet og plads i de ledninger, som ellers ville have givet oversvømmelser nogle steder, siger Jette Nørgaard.

Regnvandsbassinet er en del af Kolding Kommunes klimatilpasningsplan fra 2014. Et område, som kommunen har stort fokus på:

- Vi skal jo indtænke klimatilpasning i alle de anlæg, vi laver. Det gælder sådan set både parker eller parkeringspladser. Vi skal jo finde plads til rigtig meget vand i fremtiden, siger projektleder Louise L. Jensen fra Kolding Kommune.