Bilist mistede livet i voldsomt sammenstød med vejtræ

En bilist mistede søndag aften livet i en soloulykke på Vranderupvej nær Kolding.

Artiklen er opdateret mandag morgen

Ved ulykken skred bilen ud, ramte et vejtræ og brød i brand. 

Sydøstjyllands Politi fik anmeldelsen klokken 17.36. Politi og bilinspektør arbejdede søndag aften længe på ulykkesstedet.

Tidlig mandag morgen oplyser politiet, at den dræbte endnu ikke er identificeret, og de pårørende er derfor ikke underrettet endnu.

- Køretøjet har formentlig ramt et træ, som har en stamme, der cirka måler en meter i diameter. Og så er bilen fortsat ud i grøften efterfølgende, oplyste vagtchef Jeppe Thranum, Sydøstjyllands Politi, søndag aften til Ritzau.