Virksomheder gør sig lækre for studerende

En praktikmesse i Kolding skulle introducere studerende til arbejdsmarkedet. Det glæder både studerende og virksomheder.

- Hej. Jeg så lige jeres stand. Jeg kunne godt tænke mig at høre om et praktikophold hos jer.

Sådan kunne det lyde hos praktikmessen i Kolding torsdag. Messen fandt sted hos SDU i Kolding, hvor virksomheder og studerende kunne møde hinanden i forbindelse med de studerendes praktiksøgning.

Messen glæder Enis Hajdini, der læser Innovation og Iværksætteri på SDU i Kolding.

- Det er jo godt at sætte ansigt på virksomhederne. Man kan få en mail, man kan skrive til, eller få nogen man kan snakke med fremover, siger Enis Hajdini.

quote

Når jeg modtager en ansøgning fra dem nogle dage senere, så har jeg allerede haft første møde med dem. Så er vi egentlig klar til at holde første jobsamtale.

Anja Warming-Rasmussen, search- og rekrutteringskonsulent hos Würth.

Win-win for studerende og virksomhederne

Messen er ikke kun en fordel for de studerende, der leder efter en praktikplads. Virksomhederne kigger også efter de studerende med et sultent blik.

- De unge mennesker kan bidrage med den helt nyeste viden fra universitetslivet. Og det er afgørende for os at få den nye viden ind, siger Anja Warming-Rasmussen, der er search- og rekrutteringskonsulent hos virksomheden Würth.

Hvis de studerende møder op til messen og taler med Anja Warming-Rasmussen, kan de faktisk få et forspring i jobsøgningen.

- Jeg får en rigtig god snak med de her studerende, der er her i dag, og det gør, at jeg husker dem. Når jeg modtager en ansøgning fra dem nogle dage senere, så har jeg allerede haft første møde med dem. Så er vi egentlig klar til at holde første jobsamtale, siger Anja Warming-Rasmussen.

På messen kunne virksomheder og studerende møde hinanden. En af de to er dog mere eftertragtet end den anden.
På messen kunne virksomheder og studerende møde hinanden. En af de to er dog mere eftertragtet end den anden.
Foto: Jakob Schjødt-Pedersen, TV SYD

Det er de studerende, der er lækrest

Selvom både de studerende og virksomhederne får noget ud af mødet, så er der dog ikke tvivl om, hvem der har mest brug for hvem.

- I dag er det primært arbejdstageren, der bestemmer, så vi er her selvfølgelig også for at vise os. For at gøre os lækre for de kommende unge mennesker på arbejdsmarkedet, siger Anja Warming-Rasmussen.

Noget kunne virke som om, at Würth synes, at Enis var lækker. Det var i hvert fald hans indtryk efter at have talt med virksomheden.

- Jeg fik at vide, at jeg havde nogle gode muligheder. Det er jeg glad for, siger Enis Hajdini.

Næste gang, virksomheder og studerende kan møde hinanden på SDU Kolding, er til marts.