Yahya Hassan bliver iscenesat på Mungo Park

Den meget omtalte digter, Yahya Hassan, bliver nu til scenekunst når hans digte bliver iscenesat musikalsk på Mungo Park.

Mungo Park Kolding åbner sæsonen 14/15 med et omtalt emne. Teateret har nemlig indgået en aftale med forfatteren Yahya Hassan og Forlaget Gyldendal om at bringe digtene fra bog til scene.

Sidste års reumertvinder for bedste instruktør, Minna Johannesson, kommer til at stå for instruktionen af opsætningen.

- "Yahya Hassan" er et modigt, eksplosivt, relevant og spændende værk af høj litterær kvalitet. Samtidig bidrager digtene med relevante tanker og perspektiver på vores samfund. Det er bemærkelsesværdigt, at der allerede nu findes et utal af holdninger til, hvad digtsamlingen "Yahya Hassan" handler om, siger Lasse Bo Handberg, direktør for Mungo Park Kolding.

Forestillingen Yahya Hassans Digte er ikke et portræt af Yahya Hassan, men en musikalsk iscenesættelse af hans digte, der blandt andet sætter fokus på de mørke sider af livet og samfundet.

Yahya Hassans Digte har urpremiere 8. oktober 2014 på Mungo Park Kolding.

Se mere om forestillingen på Mungo Parks hjemmeside