Fra 'bogdum og ordblind' til regerende danmarksmester

For Katharina Albrechtsen begynder forberedelserne til julen allerede om sommeren. Hun er blomsterbinder og en af de dygtigste af slagsen. Katharina er denne uges Krea Kongen Juleekspert og skal være med til at finde det smukkeste bud på en bæredygtig adventskrans.

Katharina Albrechtsen er en af Danmarks dygtigste blomsterkunstnere. Hun er regerende danmarksmester i blomsterbinding og har været til DM hele fire gange. Hvis verden og covid-19 vil, skal hun til EM i Katowice i Polen i 2021.

Kathrina Albrechtsen er reagerende dan, samt et utal af andre nationale og internationale mesterskaber i blomsterbinding.
Kathrina Albrechtsen er reagerende dan, samt et utal af andre nationale og internationale mesterskaber i blomsterbinding.

Bæredygtig adventskrans i naturmaterialer

Kartharina er denne uges ekspert i Krea Kongen Jul og skal inspirere til at lave en smuk adventskrans i naturmaterialer. For hende er julen en af de bedste tider på året.

Om adventskransen hænger, står i krukker eller på et fad er op til den enkelte, men der er en ting, Katharina ikke vil gå på kompromis med:

- Jeg vil rigtigt gerne se nogle adventskranse, der er bæredygtige. Det vil sige, at man forsøger at bruge naturens materialer fra haven, skoven eller stranden, og som gerne må kunne genbruges i næste års adventskrans - eller i en anden dekoration, det vil være spændende.

Og så skal adventkransen have fire lys:

- Ellers er det ikke en rigtig en af slagsen, mener Katharina. 

Her er jeres første smukke bud på en adventskrans:

Katharina  bruger gerne et par dage af sommerferien på at samle naturmaterialer til julens dekorationer.
Katharina  bruger gerne et par dage af sommerferien på at samle naturmaterialer til julens dekorationer.

Blomsterkunster også i fritiden 

42-årige Katharina Albrechtsen er en travl kvinde - udover familien, der består af mand og to teenagebørn, så løber hun jævnligt en halvmarathon - resten af tiden er hendes liv fyldt med blomster.

Katharina8

De sidste 21 år har hun været ansat hos Vesterport Blomster i Vejle. Ved siden af arbejdet optager undervisning og konkurrencer i blomsterbinding en meget stor del af fritiden og har gjort det, siden hun gik i lære som 17-årig hos den lokale blomsterhandler i Tørring, hvor hun også bor:

- Jeg er 'ordblind og bogdum' og havde svært ved det boglige i folkeskolen, så jeg magtede ikke at læse videre. Jeg ville noget kreativt, så efter at have prøvet både frisørfaget og blomsterbinding i praktikken i 9. -10. klasse, fik jeg en læreplads hos Tørring Blomster, fortæller hun og fortsætter:

- Heldigvis landede jeg i den grad på min rette hylde, og jeg er fortsat meget vild med mit fag.


Præmie: Rosen 'Belle Katharina'

Passionen og evnerne for blomsterbinding viste sig allerede i læretiden, hvor Katharina hurtigt begyndte at gå til konkurrencer i faget. 

Udover danmarksmesterskaberne har Katharina deltaget i et utal af konkurencer i ind- og udland. Hun har blandt andet fået en rose opkaldt efter sig - 'Belle Katharina' - da det var præmien i forbindelse med en konkurrence i Holland tilbage i 2017.

Rose Katharina

- Jeg elsker mit fag, dets detaljer, teknikker og finesser, men selvfølgelig også udtrykket i en buket eller dekoration, og jeg tænker meget på blomster og at udvikle nye ideer.

Samler selv naturmaterialer til butikkens dekorationer

Selv begynder Katharinas jul allerede om sommeren. Her tager hun sammen med familien og de ansatte hos Vesterport Blomster i skoven for at finde kogler, grene, mos og andre naturmaterialer, der kan bruges i dekorationerne og adventskransene senere på året.

Naturmaterialer til dekorationer samler de hos Vesterport Blomster selv på steder, hvor de har aftaler om, at de må komme.
Naturmaterialer til dekorationer samler de hos Vesterport Blomster selv på steder, hvor de har aftaler om, at de må komme.
Foto: Privat

- I butikken køber vi aldrig den slags. Vi har nogle aftaler rundt omkring, hvor vi gerne må komme og samle naturmaterialer, og det kan jeg godt finde på også at bruge nogle dage af min sommerferie på, griner Katharina, inden hun uden tøven siger:

- Jeg har en fantastisk familie, der støtter mig uanset hvad, og det skal man have, når man vil det her på så højt plan. Jeg er meget taknemmelig for, at de er der for mig - også til konkurrencerne.

Katharina Albrechtsen:

  • 42 år og fra Tørring.
  • Bor i Tørring med sin mand, Henrik, og to børn på henholdsvis 13 og 17 år.
  • Regerende danmarksmester i blomsterbinding. Har vundet DM fire gange.
  • Skal til EM i  Katowice i Polen i 2021. Konkurrencen skulle have været afholdt i år, men er pga. covid-19 udsat.
  • Uddannet dommer og bedømmer i blomsterbindingskonkurrencer og afholder også kurser i faget. 
  • Arbejder på 21. år hos Vesterport Blomster i Vejle.
  • Løbetræner og dyrker halvmaraton i fritiden.

Nyt juleprogram Krea Kongen Jul

Krea Kongen Jul er TV SYDs lørdagsprogram, hvor du vil få inspiration til, hvordan du på kreativ vis fordriver tiden derhjemme her op mod jul i disse coronatider, hvor det er svært at komme ud blandt andre.

Hver uge stiller vi en ny udfordring, mens en ekspert vil give dig sine bedste råd til, hvordan du kan løse den kreative udfordring, vi stiller.

Deadline for at indsende et billede og være med i konkurrencen er hver torsdag klokken 09.00. Du uploader dit billede her:

Du uploader dit billede her eller på TVSYD.dk/kreakongenjul.