Kamilla Høy elsker julen: - Jeg kan ikke styre det. Det er ren Gertrud Sand

Denne uges ekspert i Krea Kongen Jul er Kamilla Høy. Hun er så vild med julen, at den allerede begynder i september for hende.

I denne uges udfordring i Krea Kongen Jul skal seerne allerede finde nisserne frem, selvom vi ikke er nået til december endnu. Det kan være tidligt for nogle, men for ugens ekspert Kamilla Høy begynder julen allerede i september.

Hun er nemlig ansat i Plantorama, som begynder at sætte deres store, kendte juleudstillinger op tre til fire måneder før jul. Her er julepynt i alverdens afskygninger - lige noget for Kamilla Høy. 

- Selvom jeg hvert år siger til mig selv, at jeg ikke skal have mere julepynt, så køber jeg alligevel en hel masse. Jeg kan ikke styre det. Det er ren Gertrud Sand, smiler Kamilla Høy.

Nisselandsbyer som ny udfordring 

I denne uge har ekspert Kamilla Høy vist seerne, hvordan man laver nisselandsbyer - både med ting fra gemmerne, købte huse og nisser, men også med ting fra skoven. 

- Man kan bruge alt fra skoven. Blade og mos kan være bunden, kastanjer bliver til dyr og kogler til nisser, som får nissehuer af filt. Det er kun fantasien, der sætter grænser, og alle kan være med, siger Kamilla Høy.

I fritiden arbejder hun som naturformidler, hvor hun laver workshops for børn og unge. Når julen nærmer sig, handler workshopsene selvfølgelig om, hvordan man laver nisselandsbyer med ting fra naturen. 

- Jeg har ikke selv børn, så det er dejligt at kunne lave nisselandsbyer med børnene på den her måde, siger hun.

Kamilla Høy elsker at pynte op til jul og lave nisselandsbyer i alle mulige afskygninger.
Kamilla Høy elsker at pynte op til jul og lave nisselandsbyer i alle mulige afskygninger.

Elsker alt ved julen

35-årige Kamilla Høy er i det hele taget glad for julen, så at den allerede begynder i september på arbejde, er hun kun glad for. Det betyder også, at hun er tidligt ude med at pynte op og gøre klar til julen derhjemme.

Alle julelys er sat op og klar den 1. november, hvor hun traditionen tro trykker på knappen. I løbet af november bliver julekasserne med pynt fundet frem, og julepynten sat op. Den 27. november er der nemlig deadline. Her har Kamilla Høy fødselsdag, så den dag skal der være pyntet op, og så går turen altid i skoven for at finde de sidste ting til juledekorationerne. 

- Det er det eneste rigtige for mig at lave på min fødselsdag. Jeg elsker at lave juledekorationer, og det er ligesom prikken over i'et for mig. Når de er færdige, er alt klar. Det er den bedste fødselsdagsgave, siger hun med julelys i øjnene.

Kamilla Høy lavede altid nisselandsbyer som barn.
Kamilla Høy lavede altid nisselandsbyer som barn.

Vokset op med nisselandsbyer

Det er ikke kun i Kamilla Høys voksenliv, at hun sørger for, at nisserne har et sted at bo - det er en tradition, der er fulgt med, siden hun var barn.

- Som barn lavede jeg nisselandsbyer hvert år. Vi brugte vat som bund og nisser af keramik, men gik også i skoven og fandt bark, træ og endda sneglehuse. Nisselandsbyen blev lavet i en vindueskarm, så man også kunne se den udefra, fortæller hun. 

I dag går hun gerne i genbrugsbutikker og finder de gamle nisser fra barndommens nisselandsbyer. Det skaber gode minder. 

- Vores nisselandsbyer var ikke bare pynt. Dem måtte man lege med, og det brugte vi mange timer på. Vi levede os ind i den her alfe-nisseverden, hvor alle var gode ved hinanden, og alle legede med alle. Det er et fantastisk univers for børn at leve sig ind i, lyder det drømmende fra Kamilla Høy.

Om Krea Kongen

Krea Kongen er et hyggeligt og fantasifuldt univers, som du kan tage del i hver lørdag på TV SYD og her på tvsyd.dk. Her kan du finde masser af inspiration til dit næste “gør det-selv"-projekt og samtidig være med i konkurrencen om at blive ugens Krea Konge, når vi hver uge giver jer ugens udfordring. Programmet sendes lørdag klokken 19:30.

Deltag i Krea Kongen Jul

Er du blevet inspireret til at lave en nisselandsby, så tøv ikke med at melde dig til udfordringen ved at sende et billede af dine kreative udfoldelser via formularen herunder.

Deadline for at indsende et billede og være med i konkurrencen er torsdag klokken 9. Hver uge finder vi en vinder, der får en julekurv med søde sager og materialer til flere stunder med kreativ leg. Vi håber, at du vil lege med og deltage i jagten på at blive ugens Krea Konge.

Du uploader dit billede her:

Denne konkurrence er afsluttet