Krea Kongen Jul - ny udfordring: Lav julepynt af garn

I denne uges udfordring i Krea Kongen Jul skal du finde garnøglerne frem og være kreativ. Ugens udfordring går nemlig ud på at lave julepynt af garn. Hvordan, pynten skal se ud eller laves, er helt op til dig.


Hæklede rensdyr og adventskranse. Strikkede nisser eller ophæng. Eller måske julepynt der er bundet, flettet, snoet eller klippet ud af garn. Der er mange muligheder, og alle kan være med i denne uges konkurrence af Krea Kongen Jul, hvor det handler om netop garn. 

I denne uges konkurrence i Krea Kongen Jul lyder udfordringen:

Lav julepynt af garn

Der er ikke mange krav til julepynten. Det vigtigste er bare, at pynten, ornamenterne eller figurerne er lavet af garn. Så man kan både hækle, strikke, binde, flette eller sno sit kreative værk. 

Her kan du se de første bud på julepyt lavet af garn:

Mulighederne er mange, og er du i tvivl om, hvad man kan lave af garn, giver ugens ekspert Mette Jardenbæk dig her tips, tricks og inspiration. 

Hun er den lokale hækledronning fra Kolding, og så er hun kreativ designer hos Crochet.dk, som hun har startet sammen med sin mand. 

- Jeg glæder mig til at se mange bud på julepynt. Når jeg skal finde de bedste, så skal jeg kunne se en ide, samt at den er udført med omtanke, siger 42-årige Mette Jardenbæk, der har hæklet, siden hun var fem.

Mette Jardenbæk er kreativ designer hos Crochet.dk. Hun har blandt andet designet adventstagen her, der er lavet udelukkende af garn bortset fra lysene og lidt nips.
Mette Jardenbæk er kreativ designer hos Crochet.dk. Hun har blandt andet designet adventstagen her, der er lavet udelukkende af garn bortset fra lysene og lidt nips.
Foto: Line Sahl, TV SYD

Lær at lave en nisse

Hvis man ikke lige har mod på at begive sig ud på et hækle- eller strikkeeventyr, kan man også give sig i kast med en nisse, som selv børn kan være med til at lave ifølge Mette Jardenbæk. 

Nissen kræver kun garn, saks og en plastikring - her kan man eksempelvis bruge en gardinring - og så er man ellers klar til at gå i gang.  

I videoen forklarer Mette, hvordan hun laver nissen. Hvis garnet krøller eller er fra en ny garnnøgle kan man med fordel dampe det over en gryde med kogende vand. Så retter det sig lige så fint ud igen. 

Se videoen og lær at lave nissen:

Se videoen og lær at lave nissen. Garneksperten Mette Jardenbæk hjælper dig igennem de få trin. Det kræver kun garn, saks og en plastikring.
Video: Line Sahl, TV SYD

Om Krea Kongen Jul

Krea Kongen er et hyggeligt og fantasifuldt univers, som du kan tage del i hver lørdag på TV SYD og her på tvsyd.dk. Her kan du finde masser af inspiration til dit næste “gør det-selv"-projekt og samtidig være med i konkurrencen om at blive ugens Krea Konge, når vi hver uge giver jer ugens udfordring.  

Programmet sendes lørdag klokken 19:30. 

Deltag i Krea Kongen Jul

Er du blevet inspireret til at lave julepynt af garn, så tøv ikke med at melde dig til udfordringen ved at sende et billede af dit kreative bud via formularen herunder.

Deadline for at indsende et billede er torsdag klokken 9. Og ingen konkurrence uden præmier. Hver uge finder vi en vinder, der får en julekurv med søde sager og materialer til flere stunder med kreativ leg.

Vi håber, at du vil lege med og deltage i jagten på at blive ugens Krea Konge.

Du uploader dit billede her.