Krea Kongen Jul - ny udfordring: Pynt et juletræ med papirpynt

Find saks og papir frem og vær med i denne uges udfordring af Krea Kongen Jul, hvor udfordringen lyder på at pynte et juletræ med papirpynt.

Fra mussetrapper, kræmmerhuse og guirlander til stjerner, julehjerter og quilling-ophæng. Mulighederne er mange, når man arbejder med papir og karton. Måske har du kun selv prøvet kræfter med det til skolernes klippe-klister dag, eller måske er du en erfaren papirkunstner.

Uanset hvilket niveau du befinder dig på, kan du være med i denne uges konkurrence i Krea Kongen Jul, hvor udfordringen er:

Pynt et juletræ med papirpynt.

Træet kan være lille eller stort, af plastik eller gran – det eneste krav er, at du pynter det med hjemmelavet papirpynt. Er du lidt i tvivl om, hvor du starter, har TV SYD allieret sig med den erfarne designer Karen-Marie Fabricius, der ejer butikken Karen Marie Klip og Papir i Gråsten.

I mere end halvdelen af sit 65 år lange liv, har Karen-Marie arbejdet med det kreative og ikke mindst sin helt store passion – papirkunst. Hun kommer til at dele ud af tips, tricks og sine mange erfaringer, og det er til sidst også hende, der skal finde en vinder af denne uges konkurrence.

Juletræet her står i butikken i Gråsten og er kun pyntet med papirpynt.
Juletræet her står i butikken i Gråsten og er kun pyntet med papirpynt.
Foto: Line Sahl, TV SYD

Alle kan være med

I ugens udfordring er det bare med at finde saks, papir og lim frem og gå i gang. Alle kan være med, og man kan gå mange veje, når man skal lave pynten til træet. Man kan både folde, flette, klippe og klistre - så det er bare med at sætte fantasien løs.

For ugens ekspert er der særligt én ting, der er vigtig, når hun skal bedømme og finde en vinder.

- Jeg skal kunne mærke julestemningen. Når jeg ser træet, skal det ramme mig lige i hjertet, og så gør det da ikke noget, hvis man har brugt den klassiske julepynt på nye måder, fortæller hun. 

Til venstre ses et quilling-ophæng. Til højre den klassiske tromme. Begge dele er lavet i papir.
Til venstre ses et quilling-ophæng. Til højre den klassiske tromme. Begge dele er lavet i papir.
Foto: Line Sahl, TV SYD

Lav din egen skandinaviske julestjerne 

Mange kan komme langt med papirstrimler, når det gælder julepynt, fortæller ugens ekspert Karen-Marie Fabricius. Man kan blandt andet lave flere forskellige typer af julestjerner. De fleste kender nok den helt klassiske 'fröbelstjernen', men volder den lidt problemer, kommer her en guide til en anden type stjerne, man også kan lave af papirstrimler - og som skulle være en del lettere.

Stjernen laves ved at bruge en skandinavisk fletteteknik. Oprindelig blev den lavet af birkebark, men i nutiden er det skiftet ud med papirstrimler. Stjernen bliver kaldt Elea.

Her ses en færdigflettet Elea-stjerne.
Her ses en færdigflettet Elea-stjerne.
Foto: Line Sahl, TV SYD

Fletteinstruksen er ikke længere tilgængelig. Du kan dog klikke på linket her og købe fletteinstruksen. Stjernen kommer til at se ud som den på billedet ovenover. 

Om Krea Kongen Jul

Krea Kongen er et hyggeligt og fantasifuldt univers, som du kan tage del i hver lørdag på TV SYD og her på tvsyd.dk. Her kan du finde masser af inspiration til dit næste “gør det-selv"-projekt og samtidig være med i konkurrencen om at blive ugens Krea Konge, når vi hver uge giver jer ugens udfordring.  

Programmet sendes lørdag klokken 19:30. 

Deltag i Krea Kongen Jul

Er du blevet inspireret til at pynte et juletræ med masser af papirkunst, så tøv ikke med at melde dig til udfordringen ved at sende et billede af dine kreative udfoldelser via formularen herunder.

Deadline for at indsende et billede og være med i konkurrencen er torsdag klokken 9. Og ingen konkurrence uden præmier. Hver uge finder vi en vinder, der får en julekurv med søde sager og materialer til flere stunder med kreativ leg.

Vi håber, at du vil lege med og deltage i jagten på at blive ugens Krea Konge.

Du uploader dit billede her.