Ugens Krea Konge: Randys julesok binder tre generationer sammen

Randy Johansens datter broderede i fjerde klasse et julemotiv. Nu mange år senere sidder det på en julesok til barnebarnet.

Randy Johansen fra Store Andst ved Vejen vinder med en traditionel, rød julesok ugens udfordring i Krea Kongen Jul.

I videoen herunder kan du se, da TV SYD kom på uanmeldt besøg hos Randy Johansen for at overrække hende diplomet som Ugens Krea Konge.

Randy Johansen fik uanmeldt besøg af TV SYD, der overrakte hende diplomet og titlen som Ugens Krea Konge.

Randy Johansens vindersok er en gave til hendes barnebarn, 4-årige Marie. På den traditionelle, røde sok er der et stykke broderi, som Randy Johansens datter og altså Maries mor lavede, dengang hun havde håndarbejde i fjerde klasse.

- Broderiet lå gemt væk i julekassen, og så tænkte jeg, at det kunne være sjovt at give det nyt liv på en julesok til Marie. På den måde er vi alle tre en del af sokken, siger Randy Johansen.

Randy Johansen vandt med en meget traditionel, rød sok, som hun har lavet til sit barnebarn, Marie.
Randy Johansen vandt med en meget traditionel, rød sok, som hun har lavet til sit barnebarn, Marie.

Randy Johansen er pensionist, men hun har i mange år arbejdet som håndarbejdslærer. Faktisk går interessen for håndarbejde helt tilbage til hendes barndom, hvor hun lærte at strikke i anden klasse.

I dag bruger hun meget af sin tid på både at sy, strikke og hækle, og selv sygdommen Parkinson kan ikke holde hende tilbage fra at gribe nål og tråd.

- Det er en form for terapi. Så mærker jeg ikke så meget, at jeg har nogle problemer, siger Randy Johansen og understreger, at hun får den rette medicin og derfor generelt har det rigtig godt.

Alle julesokker havde noget unikt i dem

Randy Johansen har syv børnebørn, og de har alle fået en hjemmelavet julesok. Derfor var det oplagt at gå i gang med julesokken til den yngste, nemlig Marie, da muligheden for at deltage i Krea Kongen Jul bød sig.

Om Krea Kongen Jul

Krea Kongen er et hyggeligt og fantasifuldt univers, som du kan tage del i hver lørdag på TV SYD og her på tvsyd.dk.  

Her kan du finde masser af inspiration til dit næste “gør det-selv"-projekt og samtidig være med i konkurrencen om at blive ugens Krea Konge, når vi hver uge giver jer ugens udfordring.

TV SYD har i ugens løb modtaget mange flotte bud på en vindersok, og du kan se nogle af dem i billedhjulet herunder.

Ekspert og dommer i julesok-udfordringen er Gitte Askjær Lund fra Vejen. Hun synes, det har været svært at vælge en vindersok, da hun kunne finde noget unik ved dem alle sammen.

- Der er virkelig mange søde historier, så jeg synes næsten, at de alle sammen skulle vinde, siger hun.

Det blev dog Randy Johansen, der skulle have titlen som Ugens Krea Konge, fordi ideen med at anvende datterens broderi i en julesok til barnebarnet rummer tradition og historie, som Gitte Askjær Lund mener, at julen netop handler om.

- Den kan virkelig gå i arv og skabe nogle gode oplevelser. Det er en harmonisk og god idé. Barnebarnet kommer til at huske den her sok, siger julesok-eksperten.

Deltag i Krea Kongen Jul

Krea Kongen Jul sendes lørdag på TV SYD, og hver uge stiller vi en ny udfordring, mens en ekspert vil give dig sine bedste råd til, hvordan du kan løse den kreative udfordring, vi stiller.

Laver du hvert år din egen adventskrans - eller overvejer du at gå i gang? Så kan det være, at du skal kaste dig ud i denne uges udfordring i Krea Kongen Jul, hvor der skal laves en bæredygtig adventskrans.

Du kan melde dig til udfordringen ved at sende et billede af dine kreative udfoldelser via formularen herunder. Deadline for at indsende et billede og være med i konkurrencen er hver torsdag klokken 9.

Ingen konkurrence uden præmier. Hver uge finder vi en vinder, der får en julekurv med søde sager og materialer til flere julesysler.

Vi håber, at du vil lege med og deltage i jagten på at blive ugens Krea Konge.

Du uploader dit billede her eller på TVSYD.dk/kreakongenjul.