Vær med i konkurrencen: Dekorér et julelys af stearin

Ingen jul uden julelys. I denne uge af Krea Kongen Jul udfordrer vi jer derfor til at dekorere jeres egne stearinlys.

Man kan købe stearinlys i alle mulige afskygninger.

Men hvad med - i stedet for at købe et - at sætte dit eget personlige præg på nogle af de mange lys, som vi tænder her i julen?

Måske er det lysene i juledekorationerne, adventskransen eller bare lyset i lysestagen, der trænger til at blive piftet lidt op. 

Nu har du chancen for at finde inspiration til, hvordan du dekorerer dit eget stearinlys, og samtidig har du muligheden for at være med i konkurrencen om at blive ugens Krea Konge og vinde en lækker julekurv.

image00009
Foto: Signe Dohn, TV SYD

Tag imod ugens udfordring, som lyder:

Dekorer et julelys

Hvilken form for lys, du vælger, og hvordan du vil dekorere det, er op til dig - eneste krav er, at du skal dekorere et levende lys.

Denne uges ekspert og dommer er Søren Olesen fra Rømø Lys og Fanø Lys. Han har mere end 20 års erfaring med at arbejde med lys. Han glæder sig til at se, hvad I derhjemme finder på.

- Jeg håber, at de har det sjovt med at finde på alt muligt og måske dekorere det på helt nye måder, siger han.

Om Krea Kongen

Krea Kongen er et hyggeligt og fantasifuldt univers, som du kan tage del i hver lørdag på TV SYD og her på tvsyd.dk. Her kan du finde inspiration til dit næste “gør-det-selv"-projekt og samtidig være med i konkurrencen om at blive ugens Krea Konge, når vi hver uge giver jer en udfordring.   

Tips til at dekorere

Ifølge Søren Olesen er det kun fantasien, der sætter grænser, når man dekorerer lys.

- Man kan sno lys på forskellige måder, man kan dyppe dem med et andet stearinlys, man kan lave serviettryk med et strygejern eller tegne på dem med specielle tusser, fortæller han.

Han vil dog bede folk om at holde sig fra at lave deres egne lys, hvor man smelter stearinstumper i en gryde.

- Det er alt for farligt. Det er set så mange gange før, at det går galt. Enten ved, at man får stearin på sig, eller at man overopheder stearinen, så den i værste fald kan eksplodere, advarer han.

image00001
Foto: Signe Dohn, TV SYD

Deltag i Krea Kongen Jul

Er du blevet inspireret til at deltage i udfordringen og give dig i kast med at dekorere et stearinlys, så tøv ikke med at gå i gang. Tag et billede af dine kreative udfoldelser og send det til os via formularen herunder.

Deadline for at indsende et billede og være med i konkurrencen er torsdag klokken 9. Du må maks. sende ét billede, og du skal bo i TV SYDs sendeområde for at kunne deltage.

image00003
Foto: Signe Dohn, TV SYD

Læs mere på tvsyd.dk/kreakongenjul

Hver uge finder vi en vinder, der får en julekurv med søde sager og materialer til flere stunder med kreativ leg.

Vi håber, at du vil lege med og deltage i jagten på at blive ugens Krea Konge.

Du uploader dit billede her: