Bente Borgen fra Nordborg blev sidste vinder i Krea Kongen

Det blev Bente Borgen fra Nordborg, der blev den sidste vinder i Krea Kongen. Hun har quillet i seks år.

For Bente Borgen giver det ro at lave quilling og at arbejde med hænderne i det hele taget.

Hun er 49 år og bor i Nordborg med sin mand, som hun har to børn med. Til daglig arbejder hun som specialarbejder hos Danfoss i Nordborg.

Krea Kongen

Krea Kongen er TV SYDs lørdagsprogram, hvor du vil få inspiration til, hvordan du på kreativ vis fordriver tiden derhjemme, indtil coronakrisen er drevet over. Hver uge stiller vi en ny udfordring, mens en ekspert vil give dig sine bedste tips og tricks.

Se hvordan du deltager på TVSYD.dk/kreakongen.

Det var en af hendes kollegaer, der opfordrede hende til at deltage i Krea Kongen.

- Jeg fik det at vide af en af mine arbejdskolleger, som havde set det på Facebook. Hun vidste, at jeg laver meget quilling, så hun spurgte, om jeg ikke skulle være med, siger Bente Borgen.

Det var oprindeligt Bentes mor, der fik hende i gang med quilling for seks år siden, og siden da har det bare taget fart. 

- Min mor startede med det sammen med nogle andre. Hun havde brug for noget hjælp til det fra mig, og så gik det ellers bare hurtigt i fingrene på mig. Det var den måde, jeg begyndte at interessere mig for quilling, siger Bente Borgen.

Ugens ekspert var Hanne Olesen, der er quillingdesigner hos Karen Marie Klip og Papir i Gråsten. Hun havde en stor udfordring foran sig med at vælge en vinder blandt de mange indsendte billeder af quillingophæng.

Hanne Olesen fortæller her, hvorfor det blev Bente Borgen, der løb med sejren i den sidste udgave af Krea Kongen.
Video: Tais Tullin, TV SYD

I sit job udvikler Hanne Olesen opskrifter på quilling og laver dem til kits (små samlesæt, red.), som bliver solgt til hele verden fra butikken i Gråsten og den tilhørende netbutik.

Derudover producerer hun instruktionsvideoer til, hvordan man laver de små kunstværker i papir sammen med sin kreative partner, Karen Marie Fabricius, der også er indehaver af Karen Marie Klip og Papir.

Herunder kan du se de mange fine billeder, der havnede i TV SYDs indbakke, efter udfordringen om at lave det flotteste quillingophæng blev stillet.

 

Med afslutningen på udfordringen om at lave et quillingophæng kommer der hele ikke flere udfordringer i Krea Kongen. Man vil dog altid kunne gå ind på TVSYD.dk/kreakongen og finde inspiration fra de tidligere udfordringer.