Hans første ord var "fugl" - nu lever Thorke af at lære børn om naturen

Naturen er både en arbejdsplads, et madkammer og et fristed for Thorke Østergaard. Gennem sit arbejde som naturvejleder i Horsens Kommune formidler han sin viden om naturen til skolebørn.

Af: Søren Pors Grundahl
 

Thorke Skjærlund Østergaard fra Horsens bruger størstedelen af sin tid i naturen.
 

Naturen er både en arbejdsplads og et spisekammer for ham, men den er først og fremmest et fristed, hvor han kan få ro i sjælen.
 

Gennem sit arbejde som naturvejleder i Horsens Kommune formidler han sin viden om naturen for skolebørn fra sin base, Naturcenter Ulvedal ved Bygholm Sø.
 

Et arbejde, han har haft i 12 år.
 

Thorke Skjærlund Østergaard

  • Naturvejleder i Horsens Kommune

  • Uddannet biolog fra Syddansk Universitet i 2000

  • Bor i Horsens med sin kone og to børn

 

Interessen for natur begyndte tidligt.
 

Da Thorke Østergaard var lille, fulgte han Poul Thomsens fjernsynsudsendelser om dyr og natur.
 

Hans første ord vidner også om, at hans blik var rettet mod naturen fra han var helt lille.
 

- Min mor siger, at mit første ord var "fugl", fordi jeg altid sad og kiggede ud på gråspurvene i haven, siger 46-årige Thorke Østergaard.

 

I denne uge er han ekspert i TV SYDs lørdagsprogram, 'Krea Kongen'.

 

 

Her handler det dog ikke om fugle, men om at bygge den fedeste hule, og i løbet af ugen kommer Thorke Østergaard med tips og tricks til hulebyggeriet.

 

Men hulen behøver ikke at blive bygget udenfor. Den kan også bygges indenfor.
 

- Jeg synes, at det er vigtigt, at en hule er hyggelig og kreativ. Det skal være en leg at lave en hule, og det skal være sjovt. Der er ikke brug for vaterpas, når man laver huler, siger Thorke Østergaard.

 

muted

quote Nogle gange er det rart bare at gå i sit eget tempo og tænke på ingenting.

Thorke Skjærlund Østergaard

- Jeg er rigtig glad for at gå ture. Sommetider tager jeg en hængekøje og en kikkert med, og så kigger jeg på fugle, siger Thorke Østergaard.

 

Selv om alt ude i naturen har hans interesse, så er det faktisk fiskene, der har fanget ham mest.

 

Men som Thorke siger, så er det som naturvejleder svært at beskæftige sig med fisk, for det kræver, at man lige kan fange dem, når undervisningen er i gang.

 

I det hele taget er det at komme ud i naturen en vigtig del af Thorkes velbefindende.

 

- Det giver en god ro at gå. Jeg er jo vant til at gå med 25 børn, men nogle gange er det rart bare at gå i sit eget tempo og tænke på ingenting. Det er lidt ligesom, når folk mediterer. Jeg er ikke så godt til at sidde stille, så det er min måde at meditere på.
 

Når Thorke alligevel har børn med på sine ture ud i naturen, bliver der blandt andet kigget på fugle, fanget fisk eller sanket vilde planter, der kan spises.
 

Spiser naturen

 

- Jeg går meget op i spiselig natur og planter, man kan lave mad med.

 

Thorke laver blandt andet ramsløg-aioli.
 

- Mine egne børn er ved at være lidt trætte af det. Men skolebørnene kan faktisk godt lide det, når de lige har smagt det, siger Thorke Østergaard, mens han griner.

 

Men det er ikke kun for sjov, at Thorke giver børnene noget at smage på. Det er nemlig en vigtig del af læringen at bruge sanserne, mener han.

 

quote

Jeg kan godt lide, at børnene smager på tingene i naturen. Jeg tror, det gør, at de husker tingene bedre.

Thorke Skjærlund Østergaard, Naturvejleder, Horsens Kommune

 

Det er særligt sæsonerne for friske skud og svampe, der er mest oplagt for børnene.
 

- Forår og efterår er helt klart det bedste, hvis man vil finde spiselige ting i naturen. Om sommeren er planterne efterhånden så seje, at de ikke er værd at spise.

 

muted

quote Det optimale ville være, hvis de kunne være en hel dag hos os. Men det er der ikke økonomi til.

Thorke Skjærlund Østergaard

 

Mødet med naturen er forandret

 

I sine 12 år som naturvejleder i Horsens kan Thorke Østergaard begynde at se nogle forandringer i den måde, skolerne prioriterer børnenes møde med naturen på.
 

- Det, der har ændret sig mest, er, at skolerne har fået færre penge. Der er mindre tid, og det er sværere for dem at leje en bus. Det kunne de i starten. Nu skal de tage offentlig transport ud til os.

 

Det betyder også, at skolebørnene ikke i lige så høj grad besøger Thorke Østergaard på Naturcenter Ulvedal.
 

quote

Mit arbejde har også ændret sig på den måde, at jeg i højere grad tager ud til dem og går ture med dem, i stedet for at de kommer ud til mig.

Thorke Østergaard, Naturvejleder

 

Også tiden, der bliver afsat til turene ud i naturen, har ifølge Thorke Østergaard ændret sig.
 

- Det optimale ville være, hvis de kunne være en hel dag hos os. Men det er der ikke længere økonomi til.

 

Men én ting har aldrig ændret sig.

 

- Børnene har altid haft en fantastisk entusiasme for naturen. Det er kun, hvis der er meget dårligt vejr, at de kan være lidt utilfredse.

muted

quote Jeg tror, at nutidens unge kan se, at fortidens synder ikke bare forsvinder. De kommer tilbage og bider os bagi.

Thorke Skjærlund Østergaard

Når Thorke Østergaard går en tur, så har han udover kikkerten altid én ting med.

 

- Der er ikke noget, der irriterer mig så meget, som hvis man kommer ud i et flot naturområde, og så er der nogen, der har smidt en sodavandsdåse. Så jeg har som regel altid en affaldspose i lommen, så hvis jeg finder noget skrald, så kan jeg samle det op. Så har man en god samvittighed, når man går hjem.

 

Men det er ikke kun Thorke, der er opmærksom på affald i naturen. Det at passe på miljøet er nemlig i højere grad også blevet en del af børnenes bevidsthed.

 

- Jeg tror, at nutidens unge kan se, at fortidens synder ikke bare forsvinder. De kommer tilbage og bider os bagi, siger han.

 

En vild villahave

 

Det er ikke kun, når Thorke Østergaard går tur, at han er opmærksom på at gøre noget godt for miljøet. Hjemme i sin egen have forsøger han nemlig at øge biodiversiteten.

 

quote

Jeg synes hurtigt, at sådan en villahave kan se kedelig ud. Og så er der ikke så meget mere liv end det, vi mennesker har placeret.

Thorke Skjærlund Østergaard

 

Derfor har han lavet et insekthotel, og græsplænen har han ladet gro.

 

- En græsplæne er næsten en ørken. Der er ikke meget, der kan gro. Jeg kan bedre lide at have en masser blomster. Det ser godt nok lidt mere rodet ud, men til gengæld kommer der flere insekter og fugle, og det kan jeg godt lide.

 

muted

Slå dig løs - respektér naturen

 

Hvis du ønsker at bygge din hule i den fri natur, så skal du tænke over, hvordan du opfører dig i naturen.

 

Der gælder nemlig særlige regler, hvis man vil bygge i naturen, siger Thorke Østergaard.

 

- Man må ikke klippe grene af nåletræer. Heller ikke løvtræer, der er under ti meter høje. Så man skal have respekt for naturen, siger Thorke Østergaard.

 

Byggereglement for huler i naturen

I princippet kræver hulebyggeri tilladelse fra grundejeren. I praksis behøver du ikke spørge om lov på Naturstyrelsens arealer, hvis du overholder tre regler:

  1. Tag hensyn til andre i skoven – træk hulen væk fra de store skovveje.
  2. Byg af naturen egne, forgængelige materialer. Søm, skruer, trykimprægneret træ, plastik og mursten hører ikke hjemme i skoven.
  3. Byg huler af træ, som allerede er fældet. Reglen lyder, at man kun må skære grene af løvtræer, som er højere end 10 meter. Men for det meste finder du nemt fældede træer og grene i skovbunden.

Kilde: Naturstyrelsen

 

Er du blevet inspireret til at lave din egen hule, så tøv ikke med at sende os et billede af den via formularen herunder. Deadline for at indsende et billede og være med i konkurrencen er hver torsdag klokken 9. Vi glæder os rigtig meget til at se dit resultat.

 

Du kan også klikke ind på tvsyd.dk/kreakongen, hvor eksperterne - heriblandt Thorke Østergaard - kommer med tips og tricks til, hvordan du løser udfordringerne. 

 

Vi håber, at du vil lege med og deltage i jagten på at blive ugens Krea Konge.

 

Flere stærke fortællinger
Forsiden lige nu