Her er de kønneste blomsterkasser i Krea Kongen - kan du gøre det bedre?

I ugens udgave af Krea Kongen skal du lave en flot blomsterkasse. Der er allerede kommet mange gode bud i TV SYDs indbakke - se dem her.

En halveret vintønde, der bugner af stedmoderblomster. En zinkspand med margueritter. En altankasse med lavendler, der leder tankerne hen på Provence med de smukke lavendelmarker.

Mulighederne for at lave forskellige flotte blomsterkasser er mange. Det samme er de billeder, som er kommet ind i TV SYDs indbakke med bud på de flotteste blomsterkasser.

Krea Kongen

Krea Kongen er TV SYDs lørdagsprogram, hvor du vil få inspiration til, hvordan du på kreativ vis fordriver tiden derhjemme, indtil coronakrisen er drevet over. Hver uge stiller vi en ny udfordring, mens en ekspert vil give dig sine bedste tips og tricks.

Se hvordan du deltager på TVSYD.dk/kreakongen.

Herunder kan du se de billeder, som TV SYD indtil videre har modtaget. Du kan deltage i denne uges udfordring frem til torsdag den 11. juni klokken 9.00.

Sønderborg i hjertet

Eksperten i ugens udfordring om at lave flotte blomsterkasser er Nancy Gerber fra Rinkenæs ved Sønderborg. Som indendørsarkitekt i sit firma &RUM lever hun af at være kreativ og indrette private hjem, restauranter, kontorer og feriecentre.

- Jeg tror, at det der med at indrette, det er en pigeting. Jeg har altid godt kunnet lide at have et dukkehus-univers, hvor jeg skal bestemme, hvem der skal bo hvor, og hvordan de skal bo, siger Nancy Gerber til TV SYD.

Men selvom hun er indendørsarkitekt, så betydet det ikke, at Nancy ikke også kan indrette hyggelige kroge i haven.

Nancy Gerber

  • Bor i Rinkenæs

  • Født og opvokset på Als

  • Gift med Gert

  • Har tre børn på 19, 24 og 26

  • Uddannet Indendørsarkitekt

- Om det er en altankasse eller et værelse, jeg skal lave, så handler det om det samme – nemlig det der med at kunne opbygge og sætte farver sammen og tænke kreativt, siger Nancy Gerber om at være ekspert i Krea Kongen.

Nancy er født og opvokset på Als og har - med undtagelse af  et par år i Kolding - altid boet omkring Sønderborg.

- Jeg er meget tiltrukket af Sønderborg. Jeg har altid følt mig meget hjemme her. Det er en by i udvikling, og jeg kan godt lide at bo i en by, der ikke er bange for at tænke store tanker. Det kan godt være, det er det samme i andre byer, men jeg føler bare, at Sønderborg er unik, siger Nancy Gerber.

Nancy Gerber er til daglig indendørsarkitekt i firmaet &RUM, som hun driver med sin partner.
Nancy Gerber er til daglig indendørsarkitekt i firmaet &RUM, som hun driver med sin partner.
Foto: Line Haunstrup

Hendes evner har ført til mange muligheder forskellige steder i landet. Blandt andet har hun haft job hos et boligmagasin og haft opgaver for store køkkenfirmaer og feriecentre.  Men hun har altid haft base i Sønderborg.

- Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke kan slippe Sønderborg. Hvis nu alle børnene flytter til København, så kan det da godt være, at vi flytter derover. Men så skal vi stadig have sommerhus her, siger Nancy Gerber.

Vær med i Krea Kongen

Hvis du har grønne fingre og gerne vil være med i udfordringen om at lave den flotteste blomsterkasse, så send os et billede.

Deadline for at indsende et billede er torsdag klokken 9.00. Du kan uploade dit billede herunder eller på tvsyd.dk/kreakongen, hvor du også kan finde endnu mere om Krea Kongen.

Hver uge finder vi en vinder, som bliver ugens Krea Konge og får en kurv med søde sager til en værdi af 500 kroner.