Krea Kongen – ny udfordring: Nu skal du lave den kønneste blomsterkasse

Kan du lide at pynte og dekorere? Så skal du være med i denne uges udfordring i Krea Kongen. I denne uge gælder det om at lave en blomsterkasse.

Krea Kongen

Krea Kongen er TV SYDs lørdagsprogram, hvor du vil få inspiration til, hvordan du på kreativ vis fordriver tiden derhjemme, indtil coronakrisen er drevet over. Hver uge stiller vi en ny udfordring, mens en ekspert vil give dig sine bedste tips og tricks.

Se hvordan du deltager på TVSYD.dk/kreakongen.

Det er atter blevet tid til at skyde en ny uge og udfordring i gang i Krea Kongen på TV SYD. I denne uge gælder det om at give den max gas med pynt, farver og blomster.

Det er nemlig blevet tid til at dyste i, hvem der kan lave den kønneste blomsterkasse i Syd- og Sønderjylland.

Hver uge giver en ekspert råd til, hvordan man kan løse udfordringen. Denne uges ekspert og dommer er Nancy Gerber, der til daglig er indretningsdesigner i sit eget firma &RUM i Sønderborg.

For hende handler det i høj grad om, at blomsterkasser har et personligt udtryk. Pynt, farver og sammensætningen betyder ifølge indretningsdesigneren en hel del, og det er derfor også noget af det, hun vil lægge stor vægt på, når hun sidst på ugen skal kåre ugens Krea Konge. 

- Det er vigtigt, at der er et personligt touch. Man skal kunne se, hvad det er for en person, der står bag kreationen, siger Nancy Gerber.

Kom godt i gang

Nancy Gerber er taget ud i sin kolonihave for at give nogle gode råd til, hvordan man kommer godt i gang med sin personlige blomsterkasse.

Det handler først og fremmest om at give sine blomster og planter en god start i blomsterkassen. Det går for eksempel ikke, at man bare planter sine blomster i en kurv, der er foret med plastik. Nancy Gerber viser dig her, hvordan du giver dine blomster en god start i kassen.

Hun viser også, hvordan man skal bære sig ad, hvis man vil plante sine planter i en zinkbalje. 

 
Video: Line Haunstrup

Hvis du har en gammel æblekasse derhjemme, så giver Nancy Gerber også tips og tricks til, hvordan du kan ’shine’ den op og gøre den til sin helt egen blomsterkasse.

 
Video: Line Haunstrup

Deltag i konkurrencen

Har du fået blod på tanden til at lave din egen personlige blomsterkasse, så tøv ikke med at melde dig til udfordringen. Du deltager ved at sende et billede af dine kreative udfoldelser via formularen herunder.

Deadline for at indsende et billede og være med i konkurrencen er hver torsdag klokken 9. Du kan kun deltage med ét billede.

Du kan også klikke ind på TVSYD.dk/kreakongen, hvor eksperter kommer med tips og tricks til, hvordan du løser udfordringerne.

Ingen konkurrence uden præmier. Hver uge finder vi en vinder, som – udover et 'Ugens Krea Konge'-diplom – får en kurv med søde sager til en værdi af 500 kroner.

Vi håber, at du vil lege med og deltage i konkurrencen om at blive ugens Krea Konge.