Ugens Krea Konge: Karens gave til barnebarnet imponerede dommer

Aldrig har så mange deltaget i ugens udfordring i Krea Kongen, hvor seerne skulle hækle den flotteste figur. Ugens dommer var ikke tvivl om vinderen. Det blev Karen Hansen og hendes flotte bamse.

Da TV SYD fredag skulle ud og overraske ugens vinder af Krea Kongen, kunne sendevognen have kørt til et hvilket som helst hjørne i landsdelen.

Karen Falck Hansen

  • Opvokset i Varde
  • Bor i Tistrup med sin mand
  • Arbejder som sektionsleder på jobcenter
  • Har hæklet i fire år
  • Har fire børn og fire børnebørn, som hun hækler til

Der er blevet indsendt mere end 210 flotte, kreative og forskellige hækleprojekter til konkurrencen, så kampen om at lave den flotteste figur og blive 'Ugens Krea Konge’ var hård.

Men kursen var sat mod Tistrup, hvor ugens vinder Karen Hansen bor. Det var dog hendes mand, der åbnede døren, da Karen Hansen ikke var hjemme. Så manden måtte ringe og stikke en lille løgnhistorie, så hun kunne komme hjem og modtage sin præmie.

- Jeg var på arbejde, men min mand ringede og sagde, at vores voksne børn var kommet forbi og lige skulle snakke med os. Så jeg var faktisk en smule bekymret, da jeg kørte hjem fra arbejde. Men heldigvis kom jeg hjem til stor en overraskelse. Det var helt rørende, siger Karen Hansen.

TV SYD fik i sidste ende fat i vinderen, der kunne få sin præmie og hyldest for sin flotte figur.

- Jeg er virkelig overrasket. Hvem havde troet, at jeg kunne vinde? Der er jo så mange dygtige, der har hæklet i mange år og er meget kreative, siger Karen Hansen.

 
 
Foto: TV SYD

Fra nybegynder til Krea Konge

Det er fire år siden, at Karen Hansen begyndte at hækle, så hun ser stadig sig selv som lidt af en nybegynder.

Men hun lærte som barn at strikke af sin bedstemor, hvor hun strikkede små halstørklæder til sine bamser. Dengang lærte hun også at slå masker op, men det blev aldrig til mere, og hun havde faktisk glemt, hvad hun havde lært.

- Jeg anede intet om at hækle, så i starten fik jeg hjælp af en bekendt, men jeg brugte også YouTube rigtig meget. Så det første, jeg hæklede nogensinde, var en fisk, som jeg kalder Frede. Den har jeg gemt, så mine børnebørn kan lege med den, siger Karen Hansen.

quote

Hvis min mand tager ud fisker, så tager jeg med og hækler

Karen Hansen, ugens Krea Konge

Sådan ser Karen Hansens vinderfigur ud.
Sådan ser Karen Hansens vinderfigur ud.
Foto: Privatfoto

Det var hendes mand, der opfordrede hende til at deltage i konkurrencen om at blive ugens ’Krea Konge’. Alligevel tøvede Karen Hansen i første omgang.

- Du er jo slet ikke god nok, tænkte jeg. Så jeg måtte hellere lade være. Men jeg var lige gået i gang med bamsen, så hvis jeg nu rubbede neglene, så kunne jeg lige nå det, siger Karen Hansen.

Men selvom neglene skulle rubbes, for at hun kunne blive færdig, så var det ikke noget, som Karen Hansen stressede over. Faktisk tværtimod. Hun bruger hækling til at slappe af og slå hjernen fra.

- Jeg hækler, fordi det er afstressende, og man slapper af med det. Hvis min mand tager ud fisker, så tager jeg med og hækler. Og ellers er det på sofaen foran tv’et om aftenen, siger Karen Hansen.

Hækler til andre – og til instagram

Hun hækler mest for at glæde andre. Det er sjældent, at hun har hæklet noget til sig selv, fordi det meste, som hun har hæklet, ender hjemme hos børnebørnene eller bekendte.

- Jeg laver alt muligt til mine børn og børnebørn, og hvis jeg skal til fødselsdag hos en eller anden, så har jeg også lige lavet en lille ting. Da en, jeg kendte, fik job på et plejehjem, så hæklede jeg en lille rollator til hende  efter en hollandsk hækleopskrift. Så har man også prøvet det, griner Karen Hansen.

Karen Hansens barnebarn med bamsen, som blev kåret til den flotteste figur af ugens dommer.
Karen Hansens barnebarn med bamsen, som blev kåret til den flotteste figur af ugens dommer.
Foto: Privatfoto

Den figur, som Karen Hansen indsendte til konkurrencen, og som blev kåret som den flotteste, er grå en bamse med små lyserødder lapper.

- Den er rimelig nem at lave, men det er faktisk en blanding af to opskrifter. Jeg lavede noget lignende for to år siden med blå lapper til et af mine børnebørn, og nu har jeg lavet den her til et andet barnebarn. Jeg har allerede givet hende den, siger Karen Hansen.

Da hun begyndte at hækle oprettede hun også sin egen Instagram-profil. Her deler hun alle hækle-projekter, som hun laver, så andre måske kan blive inspireret. Her kan man også se hendes ’vinder-bamse’.

- Så har jeg ligesom det hele samlet et sted, og andre kan se det, siger Karen Hansen.

Et billede fra Karen Hansen Instagram-profil
Et billede fra Karen Hansen Instagram-profil
Foto: Screendump

’Enkel og tæt figur’

Det var ikke nogen nem opgave for ugens dommer, Mette Jardenbæk, at vælge en vinder. Hun har mere end 25 års erfaring og er kreativ designer, men pludselig stod hun med 200 billeder af flotte og forskellige indsendte figurer.

Alligevel skilte Karen Hansens søde bamse sig ud. Ifølge Mette Jardenbæk er den stilren og flot udført.

- Den er faktisk lidt simpel og enkelt hæklet. Jeg kan se, at hovedet og krop er hæklet ud i et, og der er lidt runde former, så selv hvis man er nybegynder, så kan man  lave den. Den er super flot. Den er tæt hæklet. Det er virkelig flot arbejde, siger Mette Jardenbæk.

Borde og stole var fyldt med billeder af flotte figurer, så Mette Jardenbæk havde mange at vælge imellem
Borde og stole var fyldt med billeder af flotte figurer, så Mette Jardenbæk havde mange at vælge imellem
Foto: TV SYD

De ord glæder Karen Hansen, som er rørt over at vinde.

- Det er nogle pæne ord om noget, som jeg bare har hæklet. Jeg er virkelig overrasket og glad for at vinde, siger Karen Hansen.

På den måde sluttede ugens konkurrence om at hækle en figur, men husk, at du på Krea Konge-siden hele tiden kan holde øje med, hvad denne uges udfordring går ud på. Her kan du læse meget mere om de tidligere konkurrencer, vindere, og hvordan du kan blive ugens Krea Konge.