Borgmester ser ikke noget problem i at putte ukrainske flygtninge i parallelsamfund

Sønderborg Kommunes borgmester er glad for, at det nu bliver muligt for ukrainske flygtninge at bo i udsatte boligområder som Nørager/Søstjernevej.

Nu bliver det snart muligt for ukrainske flygtninge at blive indkvarteret i boligområdet Nørager/Søstjernevej i Sønderborg.

Folketinget har torsdag vedtaget en række lovændringer, som gør det muligt for ukrainske flygtninge at bo i udsatte boligområder.

Og det glæder Sønderborg Kommunes borgmester.

- Vi har været med til at presse på, for at det skulle kunne lade sig gøre, så det er vi godt tilfredse med, siger borgmester Erik Lauritzen (S).

Presset er kommet fra Kommunernes Landsforening (KL), der har opfordret politikerne til at finde fleksible løsninger på strømmen af ukrainske flygtninge. Blandt andet har KL efterspurgt løsninger på indkvarteringen af de ukrainske flygtninge.

Ukrainere i et parallelsamfund

Når det har været nødvendigt med en lovændring skyldes det, at ukrainere i forhold til loven om forebyggelse af parallelsamfund har været kategoriseret som tredjeverdensborgere.

De har dermed været omfattet af ghetto-kriterierne, så de ikke har kunnet blive indkvarteret i disse boligområder.

- Vi har jo ment, at vi skal have løst udfordringerne i boligområderne. Men i den her ekstraordinære situation er det rigtigt at anvende de lejligheder, indtil flygtningekrisen er løst, siger borgmester i Sønderborg Kommune, Erik Lauritzen.

Der kommer fremover til at bo ukrainske flygtninge her i boligområdet Nørager/Søstjernevej i Sønderborg.
Der kommer fremover til at bo ukrainske flygtninge her i boligområdet Nørager/Søstjernevej i Sønderborg.
Foto: Tue Wettergreen-Paltorp, TV SYD

I december 2021 ændrede Indenrigs- og boligministeriet den daværende ghetto-liste til en liste med forskellige inddelinger. Og her endte Nørager/Søstjernevej i parallelsamfundslisten.

Og Erik Lauritzen ser ikke noget problem i at indkvartere flygtningene i boligområdet.

- Nu har jeg i forvejen den holdning, at Nørager/Søstjernvej aldrig skulle have været på den liste. Det er ikke at sammenligne med Vollsmose og de andre. Jeg kan godt følge, at det i storbyen ville kunne problematisere nogle ting. Men det, tror jeg ikke, er tilfældet i Sønderborg.


Kan løbe tør for plads

Erik Lauritzen har ikke overblik over, hvor mange flygtninge der er plads til i det udsatte boligområde Nørager/Søstjernevej.

- Men vi ved, at hvis det (flygtningestrømmen, red.) bliver ved at udvikle sig, så kører vi snart tør for andre områder, siger Erik Lauritzen.

12 områder optræder på den seneste liste over parallelsamfund. Det som tidligere blev kaldt ghetto-listen - heraf fire i Syd- og Sønderjylland.