Danfoss trækker sig fra Rusland og Hviderusland

Danfoss har været til stede i Rusland siden 1993. Nu forbereder virksomheden sig på at trække sig.

Den danske virksomhed Danfoss forbereder exit fra Rusland og Hviderusland.

Det skriver Danfoss i en pressemeddelelse.

Danfoss kan ifølge kommunikationsdirektør, Kasper Elbjørn, endnu ikke oplyse om det vil betyde, at alle medarbejdere i de to lande nu afskediges.

Danfoss har været til stede i Rusland siden 1993.

- Vi har i alt 1.300 russiske og hviderussiske ansatte, og dem og deres familiers sikkerhed og velbefindende er førsteprioritet i disse dage, siger han til TV SYD.

Ifølge Kasper Elbjørn er det lige nu umuligt at sige, hvor lang tid det vil tage Danfoss at afvikle deres aktiviteter Rusland og Hviderusland.

- Vi er begyndt at forberede en exit fra Rusland og Belarus, og mere kan jeg desværre ikke oplyse i dag.

Det er sanktioner, forstyrrelser i forsyningskæden og logistiske udfordringer, som er blandt årsagerne til, at virksomheden trækker sig fra det russiske og hviderussiske marked.

Med over 40.000 ansatte fordelt på mere end 100 lande er Danfoss en af de største danske virksomheder.

Danfoss, som blev grundlagt i 1933, er en af Danmarks største virksomheder. De er mest kendt for produktion af termostater. Virksomheden laver også køleanlæg, luftkonditionering, elektromotorer og ventiler.

Desuden udvikler de løsninger til vedvarende energi inden for solkraft og varmepumper.

Virksomheden trak sig ud af 2021 med et nettooverskud på knap 4,7 milliarder kroner.

Siden 24. februar har Danfoss evakueret medarbejdere og deres familier. 50 ukrainere - inklusiv 11 Danfoss-ansatte - er blevet evakueret til Polen.

Alle evakuerede voksne ukrainere er blevet tilbudt arbejde i Danfoss i Grodzisk.

Lego har trukket alle sine aktiviteter ud af Rusland. Det samme har en række andre store danske virksomheder.

Skoproducenten Ecco med base i Bredebro ved Tønder har tidligere meddelt, at de fortsat ingen planer har om at trække sig ud af Rusland,