Mads ville kæmpe i Ukraine - nu giver han op og rejser hjem

Mads Emil Longhi fra Vejle tog for en uge siden til Ukraine for at kæmpe som soldat i den ukrainske hær. Nu har han forladt basen og rejser hjem.

Tusindvis af udlændinge er ankommet til Ukraine for at kæmpe mod den russiske invasion. 

Men nu opgiver flere af dem kampen og forlader den ukrainske hær. De er blandt andet skuffede over forholdene, som ukrainerne tilbyder.

En af dem er 25-årige Mads Emil Longhi fra Vejle.

Det fortæller Radio4.

Det er ellers under en uge siden, at han meldte sig i den ukrainske hær og underskrev en kontrakt. Men mandag valgte den unge dansker at forlade basen.

quote

Det var en meget impulsiv beslutning.

Mads Emil Longhi, Vejle

Radio4’s Europakorrespondent Mads Anneberg har mødt ham i den ukrainske by Lviv.

- Det var en meget impulsiv beslutning, men det var i bund og grund mangel på sikkerhed ovre på basen og mangel på seriøsitet. Det blev opdigtet til noget, som det ikke var. Og det synes jeg folk skal vide, siger Mads Emil Longhi til Radio4.

Ifølge Radio4’s oplysninger har omkring 50 udlændinge mandag valgt at forlade den ukrainske hær efter kort tid.

Mads Emil Longhi begrunder blandt andet sin beslutning med, at der manglede struktur og sikkerhed på basen.

- Mange af dem var unge fyre, der ikke kunne lade være med at bruge deres smartphones og sociale medier. Og det gjorde, at vi var i konstant beredskab grundet frygten for, at der ville komme et bombeangreb, fortæller Mads Emil Longhi til Radio4.

Han fortæller videre, at de overordnede flere gange opfordrede soldaterne til ikke at bruge deres telefoner af frygt for at blive sporet af russerne. Men det lyttede man ikke til.

Ifølge Mads Emil Longhi virkede det som om, at den ukrainske hær ikke vidste, hvad de skulle bruge de mange frivillige til.

- Mange af os var kommet derned for at hjælpe folk. Vi hjælper ikke folk ved bare at ligge ude i en skov uden at få træning, uden at få diverse metoder til at kunne hjælpe folk. Det var derfor, jeg besluttede, at det her ikke var det rigtige sted for mig at udøve min hjælp, siger den 25-årige dansker til Radio4.

Mads Emil Longhi har nu valgt at tage hjem til Danmark, selvom flere af de andre udlændinge har valgt søge andre steder hen for at kæmpe videre.