Ønsker særlov for ukrainske flygtninge: Hoteldirektør står klar med jobs

En særlov for ukrainere, der søger ophold i Danmark, skal drøftes fredag blandt de politiske partier. Direktøren ved Hotel Koldingfjord håber, en særlov bliver en realitet.

- Sørg for, at vores ukrainske naboer bliver sidestillet med EU-borgere i en ny særlov.

Sådan lyder det fra Peder J. Madsen, direktør ved Hotel Koldingfjord. Han håber, der hurtigt bliver taget en politisk beslutning om en særlov, der skal gøre det muligt for ukrainske flygtninge at opholde sig i eksempelvis Danmark i mere end 90 dage uden visum, som er de nuværende regler.

- Det vil lette administrationen og gøre, at vi hurtigt kan hjælpe de mennesker, som allerede har oplevet alt for mange uhyrligheder. Bureaukrati og Christiansborgfnidder må ikke stå i vejen for, at vi kan tage godt imod de ukrainske flygtninge, siger han.

Koordinering i EU

De nuværende regler betyder, at ukrainske flygtninge må opholde sig i Danmark i op mod 90 dage uden et visum. En særlov vil udvide det og tilsyneladende betyde, at ukrainere gives ophold i længere tid, uden at de behøver at være sagsbehandlet som flygtninge i juridisk forstand.

quote

De skal have lov til at sunde sig, for det handler om mennesker.

Peder Madsen, direktør, Hotel Koldingfjord

Torsdag skal EU-landene mødes og drøfte, hvad de stiller op med det stigende antal ukrainere, som er på flugt fra deres hjemland.

Ifølge udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) er mødet nødvendigt, før regeringen lægger sig fast på en holdning til, om der er brug for en særlov for de ukrainske flygtninge.

- Nu vil jeg diskutere mulighederne med mine europæiske kolleger torsdag, fortalte ministeren i en skriftlig kommentar til Ritzau i går onsdag.

- På den baggrund mødes jeg fredag med Folketingets partier, hvor jeg vil fremlægge regeringens forslag til, hvordan vi i Danmark bedst sikrer ukrainerne en god og hurtig velkomst, herunder i forhold til at få dem ud på arbejdsmarkedet snarest muligt.

Ledige stillinger til ukrainske flygtninge

På Hotel Koldingfjord ønsker direktøren at hjælpe ukrainske flygtninge til at få en så normal hverdag igen som muligt, og derfor har han allieret sig med en af sine egne ukrainske ansatte.

Der er lige nu to stillinger, han mangler besat på rengøringsområdet, men andre kombinationer af arbejdskompetencer er ifølge direktøren også velkomne på hotellet. Det vigtigste for Peder Madsen er at give plads og tid til de mennesker, der er flygtet fra den russiske invasion.

- Vi skal selvfølgelig være klar til at tage imod dem. De skal have lov til at sunde sig, for det handler om mennesker, så vi skal give det tid, siger han.

Hvis en ny særlov bliver vedtaget, ved direktøren dog godt, at de ukrainske flygtninge, som er velkommen på arbejdspladsen i Kolding, ikke nødvendigvis forbliver i Danmark.

- Jeg ved godt, at de her medarbejdere har vi kun på lånt tid, for de kan forhåbentlig komme tilbage til deres eget land snart igen og få den hverdag, de kender, afslutter han.