1500 unge havde mødepligt til valgdebat

Tirsdag blev der afholdt stor valgdebat i Haderslev for 1500 unge. Både før og efter en valgdebat skulle de unge sms-stemme for at se, om debatten havde rykket på deres holdninger.

Elever fra de lokale ungdomsuddannelser i Haderslev var tirsdag inviteret til stor valgdebat i Haderslev Idrætscenter – et arrangement eleverne har mødepligt til.

- Det er super vigtigt, at de unge er interesseret og ved, at de har indflydelse, når de stemmer til kommunalvalget, siger Genete Laumark-Møller, der er formand for Haderslev Ungdomsråd.

Med arrangementet håber arrangørerne at gøre de unge klogere på, hvor de skal sætte deres kryds – og det ser ud til at have virket. Før og efter debatten skulle eleverne nemlig sms-stemme for at se efter, om debatten har rykket på de unges holdninger.

quote

Vi får et indblik i, hvad politikerne mener, og hvad de vil gøre for ungdommen og Haderslev. Man får et bredere billede af, hvad man egentlig kan stemme, og hvor jeg skal sætte mit kryds.

Jeppe Sørensen, 2.g., Det Blå Gymnasium

For eksempel var der inden debatten to procent, der ville sætte deres kryds ved Socialistisk Folkeparti. Efter debatten var det tal oppe på 15 procent. For Dansk Folkeparti gik det den anden vej. De startede med 10 procent af stemmerne, men det faldt til to procent.

Jeppe Sørensen går på Det Blå Gymnasium i Haderslev og var en af dem, der deltog i valget.

- Vi får et indblik i, hvad politikerne mener, og hvad de vil gøre for ungdommen og Haderslev. Man får et bredere billede af, hvad man egentlig kan stemme, og hvor jeg skal sætte mit kryds.

Ved kommunalvalget i 2013 havde Haderslev den højeste stemmeprocent blandt de unge i Danmark. Det, håber de på, kan lykkes igen.

Jeppe Sørensen tror på, at valgdebatten får de unge til at stemme – især hvis politikerne tager fat i emner som interesserer de unge.

- For eksempel kriminaliteten. Man kan ikke være sikker i Haderslev om aftenen, eller når man går i byen. Og så skal de fokusere på det her med ungdomsbyen.

Haderslev Ungdomsråd har i 2017 sat sig målet, at ”Haderslev skal være Danmarks fedeste ungdomskommune".  

Ved du, hvem du vil stemme på? Ta´ testen og find din kandidat her:

tvsyd.dk/kv17/kandidattest