Esbjerg stopper negativ stime

Superliganedrykkerne Esbjerg fB storsejrede i 1. division søndag eftermiddag.

Esbjerg havde ellers ikke vundet i de seneste tre kampe og var ved at komme et stykke væk fra topstriden.

Men søndag snuppede Esbjerg alle tre point, da det endte med en 4-0-sejr ude over FC Roskilde.

Hjemmeholdets angriber Mathias Gerht begik en kæmpe fejl, som satte Esbjerg i gang efter 11 minutter.

Den tidligere Brøndby-spiller lossede en høj bold ned i egen forsvarszone, og det gav en friløber til Esbjerg-angriberen Anders Dreyer, som nemt scorede til 1-0 med et fladt spark.

Den smalle føring holdt helt indtil slutfasen, hvor Esbjerg gik målamok med tre scoringer i de sidste ti minutter.

Den lynhurtige Esbjerg-angriber Emmanuel Oti øgede til 2-0 på en friløber. Og i overtiden scorede både Jesper Lauridsen og Lasha Parunashvili, så slutresultatet blev 4-0.

Resultaterne betyder, at Esbjerg rykker op på fjerdepladsen med 28 point efter 17 kampe.

FC Fredericia fik en vigtig sejr i søndagens udekamp mødte Fremad Amager. Kampen endte 3-1 til Fredericia, der nu med ligger på en 9. plads med tre point ned til netop Fremad Amager. 

Vejle, der topper 1. division med 34 point efter 16 kampe, møder tirsdag aften HB Køge på hjemmebane i Nørreskoven.