Her fik partierne de største sejre

Både store partier, lokallister og helt nye partier fik rigtig gode valg. Et parti opnåede en 10 procentpoints fremgang.

Der blev flyttet en masse stemmer rundt i Syd- og Sønderjylland under valget tirsdag. I mange kommuner var der store vælgerlussinger til et parti og stor fremgang til et andet. Slesvigsk Parti i Sønderborg gik 5,6 procentpoint frem og i Billund kom Radikale ind med 7,7% - en fremgang på 5,9 procentpoint.

Fremgang til nye lokallister

I Tønder fik den nye Borgerlisten 4,5% af stemmerne. Det tal giver partiet et mandat i skrivende stund inden fintællingen. En anden lokalliste, der klarede sig godt, er den nye lokalliste i Esbjerg også kaldet Borgerlisten. I Esbjerg fik partiet med tidligere konservativ byrådspolitiker Henrik Vallø i spidsen 4,9% af stemmerne. Lokallisten 2017 i Varde fik hele 8,8% af stemmerne i kommunen, hvor Venstre blødte vælgere.

Godt valg for Socialdemokraterne

Den allerstørste fremgang fik Socialdemokraterne i Fredericia, der gik 10,7 procentpoint frem og endte med 54% af alle stemmer og absolut flertal. Socialdemokratiet i Haderslev gik også frem. Her fik partiet 30,8% af stemmerne – en fremgang på 4,3 procentpoint i forhold til 2013.