Mange regionale dagblade samarbejder med TV 2 om kandidattest

Næsten alle de danske regionale aviser er gået sammen med TV 2 og TV 2 Regionerne om en bedre og endnu mere lokal kandidattest forud for kommunal- og regionsrådsvalget 16. november.

TV 2, TV 2 Regionerne og Jysk Fynske Medier udvider nu samarbejdet om en stor kandidattest op til efterårets kommunalvalg med endnu flere lokale og regionale medier.

Målet er at gøre den TV 2-udviklede kandidattest bedre og endnu mere lokal – og at få testen endnu bredere ud til danskere i hele landet.

I 2017 var TV 2s og TV 2 Regionernes kandidattest op til kommunalvalget både danskernes mest foretrukne og også den mest detaljerede med præsentation af 8.000-9.000 kandidater til kommunal- og regionsråd. Mere end 2,2 millioner gange blev den fælles kandidattest benyttet.

I 2021 får den fælles kandidattest fra TV 2, TV 2 Regionerne og Jysk Fynske Medier også tilslutning fra Sjællandske Medier, Det Nordjyske Mediehus, Lolland-Falsters Folketidende, Bornholms Tidende og Der Nordschleswiger.

Dermed er næsten alle danske regionale aviser (samt deres distriktsblade) med i samarbejdet om kandidattesten frem mod valget, der finder sted tirsdag 16. november.

- Hos Jysk Fynske Medier er vi begejstrede for, at så mange regionale medier har ønsket at være en del af en fælles kandidattest. I forbindelse med kommunalvalgdækningen er det et vigtigt mål for os at få så mange vælgere som muligt til at stemme til valget – og gøre det på et oplyst grundlag, siger chefredaktør Mads Sandemann, JydskeVestkysten.

Flere og bedre lokale spørgsmål

Flere end 25 dagblade fra alle dele af landet plus otte TV 2-regioner og TV 2 DANMARK er gået sammen om en fælles kandidattest.

- Det giver bedre og mere konkrete spørgsmål til den enkelte kandidat, så den enkelte vælger får bedre svar. Samtidig vil reportere og redaktører på kryds og tværs af medierne blive præsenteret for nye synspunkter og vinkler, når viden bliver delt, siger chefredaktør Jesper Nygaard, TV SYD.

Kandidattesten udgøres af omkring 20 spørgsmål. Nogle formuleres af TV 2 og har landsdækkende karakter. Resten stilles af lokalredaktionerne på de regionale aviser og TV 2-regionerne i fællesskab.

De er med

• Fredericia Dagblad

• Horsens Folkeblad

• JydskeVestkysten

• Vejle Amts Folkeblad

• Dagbladet Holstebro

• Dagbladet Ringkøbing-Skjern

• Dagbladet Struer

• Folkebladet Lemvig

• Helsingør Dagblad

• Randers Amtsavis

• Viborg Stifts Folkeblad

• Fyens Stiftstidende

• Fyns Amts Avis

• Århus Stiftstidende

• Der Nordschleswiger

• Nordjyske Stiftstidende

• DAGBLADET Ringsted

• DAGBLADET Køge

• DAGBLADET Roskilde

• Frederiksborg Amts Avis

• Nordvestnyt Holbæk-Odsherred

• Nordvestnyt Kalundborg

• Sjællandske Sydsjælland (Næstved-Vordingborg)

• Sjællandske Vestsjælland (Slagelse)

• Lolland-Falsters Folketidende

• Bornholms Tidende