'Svin' og hagekors overmalet på valgplakater: - Det er møgubehageligt

Merete Due Paarup fra Radikale Venstre har mandag formiddag anmeldt hændelse med omkring 30 overmalede valgplakater til politiet: - Vi er nødt til at sende et signal om, at det er respektløst og en hån mod demokratiet.

Mandag formiddag har de tre politikere i Kolding Merete Due Paarup fra Radikale Venstre, socialdemokraten Elvis Comic og Tobias Jørgensen fra Venstre anmeldt hærværk mod omkring 30 af deres valgplakater til politiet.

Der er med stort maling skrevet 'svin' hen over Elvis Comics (Soc.dem.) valgplakater.
Der er med stort maling skrevet 'svin' hen over Elvis Comics (Soc.dem.) valgplakater.
Foto: Privat

Alle plakater hænger på Vonsildvej og Katolhavegyden i den sydlige del af Kolding. Plakaterne med Tobias Jørgensen på er overmalet med sort maling. På plakaterne med Elvis Comic er der med sort skrevet 'svin' henover billedet af ham, og på Merete Due Paarups valgplakater er der malet et hagekors.

- Det er bare møgubehageligt, siger Merete Due Paarup:

- Det er altså også alvorligt, når der er malet både nazi-tegn og svin på så mange plakater, mener hun.

Derfor har de tre koldingpolitikere valgt at anmelde hærværket til politiet.

- Vi er nødt til at sende et signal om, at det er så respektløs og en hån mod demokratiet, når nogle vælger at overmale omkring 30 valgplakater på en lang strækning ud af Kolding by, siger Merete Due Paarup.

Også Elvis Comic oplever det som respektløst og også som meget grænseoverskridende:

- Jeg oplever det simpelthen som et personangreb, da det kun er vores plakater, det er gået ud over, og ikke andre politikeres, siger Elvis Comic, som slet ikke forstår, at det er sket:

- Det er meget ubehageligt. Vi kæmper for demokratiet og arbejder for Koldings borgere, så vi så ingen anden udvej end at anmelde hændelsen, siger Elvis Comic.

Tobias Jørgensen, der stiller for Venstre til Kolding Byråd, har fået malet sine valgplakater over med sort maling.
Tobias Jørgensen, der stiller for Venstre til Kolding Byråd, har fået malet sine valgplakater over med sort maling.
Foto: Privat

Vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Jesper Duus kan hverken be- eller afkræfte anmeldelsen og henviser til kommunikationschef Ulla Kaspersen.

Hun kan heller ikke bekræfte anmeldelsen, men siger til TV SYD, at der kan være forsinkelser i deres interne system, som gør, at hun ikke kan se, at sagen er anmeldt til politiet.

Siden lørdag har det været tilladt at hænge valgplakater op, og allerede natten mellem lørdag og søndag blev en stribe plakater revet ned på Slotssøvejen i Kolding.