Turister elsker Fanø - men fannikker siger nej til flere turister

De er dybt uenige om turismen på Fanø. Turisterne får kassen til at klinge af penge hos erhvervslivet, men gør livet surt for pendlere og beboere. Nye muligheder er på vej.

Fanø. Folk elsker at tage på ferie på Fanø. Mange opholder sig længe i et sommerhus her. Eller måske blot en uge. Andre snupper blot en weekend eller en enkelt dag, hvor de nyder vadehavsøens særlige stemning.

Men ikke alle fannikkere tager imod med åbne arme. 

- Selvfølgelig skal vi have turister. Dem kan vi ikke undvære, men hvis du spørger, om vi skal have flere, så er svaret "nej tak". Grænsen er nået nu, siger Jens Jørgen Højrup fra Fanø.

Køer køer køer

Fanø-færgen har travlt. Den overførte sidste år 430.000 biler fra Esbjerg. Antallet af passagerer kom op på 1,8 millioner.

Turisterne kommer selvfølgelig især om sommeren. Det giver derfor køer af biler både på Esbjerg-siden og på Fanø-siden. Men det giver også køer ved caféer, restauranter og visse butikker. 

Som i den store Brugsen, hvor der har været kø, trængsel og sågar lokales frustrationer, der har ramt turister. 

Kassen klinger

Andre er mere positive. Det gælder især erhvervslivet. I "Analyse af sommersæsonen 2020" siger en anonym turismeaktør:

- Det har været en fantastisk sæson, hvis man kigger på butikkerne. Den øgede mængde af turister har fået kassen til at klinge noget mere.

Tilde Rudbeck, Cafe Rudbecks: - Vi havde ikke overlevet corona-krisen uden de mange turister. (Foto: Finn Grahndin)
Tilde Rudbeck, Cafe Rudbecks: - Vi havde ikke overlevet corona-krisen uden de mange turister. (Foto: Finn Grahndin)
Foto: Ole Møller TV SYD

Antallet af overnatninger i feriehuse gav da også en stor stigning i 2019-2020. En stigning på ikke mindre end 68 procent. Det satte naturligvis også sit præg på Fanø, der huser cirka 2.500 feriehuse.

- Vi oplevede, at folk ikke kunne komme til, og at hovedvejen blev stoppet med biler og gående. Det blev simpelthen for meget af det gode, siger Jens Jørgen Højrup.

Nej til gratis færgebilletter

Især perioden med gratis færge - sat i værk af regeringens ønske om at få gang i turisterhvervet igen ovenpå corona-krisen - gav øen mange turister. Og efterfølgende kritik og utilfredshed. 

- I højsæsonen juni, juli, august har man oplevet et turist-boom ud over det sædvanlige på Fanø - grænsende til for mange besøgende - selv hvis du spørger de erhvervsdrivende. Synderen synes at være de gratis færgebilletter, der blev tildelt som et led i regeringens sommerpakke til danskerne, siger en anonym turist-aktør i "Analyse for sommersæsonen 2020". 

Med el-færgen Grotte kan turister og beboere komme mellem Esbjerg og Fanø med tre færger. (Foto: Jørgen Guldberg).
Med el-færgen Grotte kan turister og beboere komme mellem Esbjerg og Fanø med tre færger. (Foto: Jørgen Guldberg).
Foto: Jørgen Guldberg, TV SYD

Nye tiltag

De mange turister har givet masser af debat på Fanø - for og imod. Og har sat politikerne i gang med at lave forskellige initiativer for at imødegå en voksende kritik. Det gælder eksempelvis ekstra toiletter og kampagner for at beskytte naturen, der med de mange turister blev slidt.   

Se her, hvad politikerne har fundet frem til.

Utilfredse fannikker

En analyse af sommersæsonen 2020 viste, at fannikkerne var mindre tilfredse - mere negative - end ripenserne, der oplevede en lignende stor tilstrømning af turister. På Fanø var 17 procent meget tilfredse. 32 procent positive. 19 negative. 22 procent meget negative. 8 procent ved ikke.  

Politikerne i byrådet er enige om ikke at søge efter flere turister i højsæsonen, men derimod i "skuldersæsonerne" som det kaldes. Og ifølge en undersøgelse fra Epinion er der gode muligheder for at udnytte dette. 

Nye muligheder

I Epinions undersøgelse viser det sig, at det er særligt de ældre over 56 år samt danskere i Syddanmark, der finder det attraktivt at holde ferie på Vestkysten - her i blandt Fanø - udenfor højsæsonen.

Mange af turisterne i sommerhusene var tilmed fra hovedstaden og ikke mindre vigtigt: "Nye". Forstået på den måde at de ikke før havde været i sommerhus på Vestkysten og egentlig heller ikke havde overvejet det. 

Coronakrisen betød, at mange danskere skiftede deres ferievaner ud - fra udland til indland. Nu er der mulighed for, at få disse turister på besøg igen. Hvis de har haft en god oplevelse.