Regionen foreslog tvangslukning af lægeklinik

Selv om Esbjerg trues af mangel på praktiserende læger, så foreslog Region Syddanmark at tvangslukke en læges praksis. -Det var nødvendigt, siger regionen.

Selv om Esbjerg trues af mangel på praktiserende læger, så har Region Syddanmark foreslået at tvangslukke en lægeklinik i byen. Lukningen sker den 20. oktober, hvorefter 1621 patienter skal finde sig en anden læge. Det samme skal 1300 andre patienter, når en kvindelig læge går på pension den 1. oktober.

Chefkonsulent Tine Canvin, Region Syddanmark, siger til TV SYD, at det er dramatisk at foreslå tvangslukning af en lægepraksis, men vi var nået til et punkt, hvor det var nødvendigt at bede nogle andre ( Landssamarbejdsudvalget) om at vurdere sagen.

- Vi har været i dialog med den pågældende læge igennem årene, og der har været flere sager med vedkommende. Desuden har der været flere klagesager fra patienter, siger chefkonsulenten, og hun understreger, at ingen i Esbjerg står uden læge.

quote

Ingen i Esbjerg står uden læge.

Tine Canvin, chefkonsulent, Region Syddanmark

-Vi har Langlihuset i Hjerting, som er bemandet med lægevikarer, og det opnormeres fra to til fire læger.    Desuden er en ny lægeklinik på vej i Højvangskvarteret. Vi har aftale med en læge der, og vi er tæt på at lave aftale med yderligere to, siger Tine Canvin.

Aldersprofilen blandt lægerne i Esbjerg by peger i retning af pension for en række af dem. 30 ud af de 188 læger i Esbjerg er 63 år eller derover. Heraf er seks læger solopraktiserende. Det oplyser Region Syddanmark til TV SYD.

- Så det er klart, at der også de kommende år må forventes at være store udfordringer med lægedækningen i Esbjerg by, siger chefkonsulent Tine Canvin fra regionen til TV SYD.

quote

Det er klart, at der også de kommende år må forventes at være store udfordringer med lægedækningen i Esbjerg by.

 Chefkonsulent Tine Canvin,  Region Syddanmark

Formanden for de praktiserende læger i Region Syddanmark, Jørgen Skadborg, udtrykker sin bekymring til TV SYD:

-Aldersfordelingen er meget skæv. 30 procent af lægerne er over 60 år, siger Jørgen Skadborg.

De praktiserende lægers organisation, PLO, har derfor udgivet et katalog med 28 forslag til at gøre det mere attraktivt at arbejde som læge i almen praksis.

Se alle forslagene her: På patientens vegne — PDF, 1,75 MB

  • Beslutningen om at lukke lægeklinikken i Esbjerg er truffet af Landssamarbejdsudvalget mellem regionerne  og bl.a. de praktiserende lægers organisation, PLO, efter flere tvister om, hvorvidt lægen har ladt sine patienter i stikken eller ej. Beslutningen er truffet efter indstilling fra det regionale samarbejdsudvalg i Region Syddanmark.
  • Landssamarbejdsdvalget mener ikke, at lægen overholdt overenskomsten, da han flere gange lukkede sin klinik uden at sørge for, at andre læger kunne tage sig af hans patienter. 
  • Den pågældende læge har tidligere afvist kritikken.