Sundhedsminister tager kontakt til regionen efter læge-sag

Sophie Løhde (V) undrer sig over, en 30-årig mand har gået stuegang på psykiatrisk afdeling i Kolding uden nogen autorisation. En sag TV SYD afslørede torsdag.

- Det er helt afgørende, at patienterne kan have tillid til læger og andre sundhedspersoner i sundhedsvæsnet.

Sådan lyder sundhedsminister Sophie Løhdes kommentar til sagen om en 30-årig mand fra Asien, der i otte måneder har båret titlen ”læge” og blandt andet har gået stuegang på psykiatrisk afdeling i Kolding og Vejle, selvom han ikke har nogen autorisation.

Derfor har ministeren bedt sundhedsministeriet om at rette henvendelse til Region Syddanmark.

- Jeg kan godt undre mig over den her sag, som den er beskrevet i pressen. Derfor vil jeg også bede mit ministerium tage kontakt til Region Syddanmark for at høre, hvad der er op og ned i sagen, og hvordan man vil sikre sig mod, at noget lignende gentager sig. For det er og bliver regionen som arbejdsgiver, der skal sikre, at de læger og andre sundhedspersoner, man ansætter, har de rette faglige kompetencer, skriver sundhedsminister Sophie Løhde (V) i et skriftligt svar til TV SYD.

Sundhedsministeren har i forvejen fremsat en strammerpakke i Folketinget, der bl.a. giver tilsynsmyndighederne bedre muligheder for at gribe hurtigt ind over læger og andre autoriserede sundhedspersoner, der er til fare for patientsikkerheden.