muted

Da vægten toppede på 122 kilo, tog hun et opgør med sin mands krav

Caroline Gammelgaard fra Gram er et af medlemmerne i TV SYD-programmet ’Landmandskonernes klub’, hvor tre bondekoner finder sig selv og kommer ned i vægt. Se alle afsnit på TV SYD PLAY lige nu.

Hun havde gemt den under vasken. 

Det øverste glas på vægten tittede frem. Som et vindue til en stikkende sandhed.

42-årige Caroline Gammelgaard tog vægten frem og satte den midt på de lyse klinker på badeværelset. Det, der skulle til at ske, var grænseoverskridende for hende.

Den knagede, da hun stillede sig op på den. Det hjalp ikke ligefrem på det hele.

Hun tog sig for munden. Kiggede op og kiggede ned igen. De digitale tal løj aldrig.

122,3 kilo. Omkring 60 kilo for meget.

Bagefter havde hun brug for at sidde ned. Følelserne overmandede hende.

Caroline Gammelgaard er med i ’Landmandskonernes klub’, som du lige nu kan se alle afsnit af på TV SYD PLAY.

Imens hun sad ned, blev de triste følelser erstattet af vrede, der kom ud som gråd.

- Jeg blev vred over, at jeg har prioriteret alle andre og skubbet mig selv til side hver gang. Det var min egen skyld, og jeg var vred på mig selv, siger Caroline.

Det var den sidste dråbe. Hun besluttede sig for at gøre noget.

muted

Fra singleliv til landmandsliv

Caroline Gammelgaard kommer fra Belgien og flyttede til Danmark i 1995 som 16-årig, da hendes mor mødte en dansk mand.

Hun flyttede til København, uddannede sig til speditør og var flot, slank og feminin. Håret var opsat og hælene høje. Der var fart på. Hun ville have oplevelser med karrieren, hvor hun ikke var bundet af ægteskab og børn. Livet måtte ikke stå i stampe.

- Jeg er også skilsmissebarn, så jeg troede ikke på rigtig på kærlighed, hvor jeg skulle blive gammel med den samme person, siger hun.

Caroline drømmer om at kunne passe kjolen på billedet igen. Dengang var hun 27 år. To år før hun mødte Carsten.
Caroline drømmer om at kunne passe kjolen på billedet igen. Dengang var hun 27 år. To år før hun mødte Carsten.
Foto: Privat.

Men en lørdag aften kedede hun sig. En kollega havde for sjov oprettet en profil til hende på Farmerdating.dk, som er et datingsite for og med singler på landet.

- Jeg ville se, hvilke bonderøve der fandtes derinde. Carsten skilte sig ud, fordi han også dyrkede sport ved siden af sit landbrug. Vi begyndte at skrive sammen, og så gik det stærkt, siger Caroline.

To måneder senere skiftede Caroline singlelivet ud med træsko på Carstens gård i Gram, hvor der også boede 320 malkekøer. Der var noget dragende ved Carsten, som var hendes modpol. Hun var et lyntog med livet på skinner, han var en traktor i den jyske muld. Caroline faldt til ro.

Et år senere blev hun gravid med Sofie, og hun droppede drømmen om en karriere som speditør.

- Carsten var meget god ved mig, og jeg tænkte, at det måske ikke var så tosset at være to.

Caroline flyttede ind på Carstens gård, hvor der også boede 320 malkekøer plus opdræt. Han overtog den fra sine forældre, som jævnligt kommer på besøg.
Caroline flyttede ind på Carstens gård, hvor der også boede 320 malkekøer plus opdræt. Han overtog den fra sine forældre, som jævnligt kommer på besøg.
Foto: STV/TV SYD

Bypigen skulle indrette sig til et liv, hun slet ikke kendte til. Et liv hvor manden ikke satte hende i første række, og hvor hun skulle lære at lave brun sovs. Det havde hun aldrig prøvet før.

- Nogen vil sige, at jeg vidste, hvad jeg gik ind til. Men det gjorde jeg ikke. Man taler ikke højt om det. Man lærer det først, når man står i det, siger hun.

Midt i det hele glemte hun sig selv.

En trist sprællemand

Det gik hurtigt op for Caroline, at hun ikke var Carstens førsteprioritet. Det var gården. Aftensmaden kunne blive kold på den gennemsigtige voksdug på spisebordet, hvis en malkerobot gik i stykker. Så skulle den fikses først.

- Man kan stå midt i en seriøs samtale, og så ringer telefonen på grund af en robotalarm i stalden. Så pisser det mig af, når Carsten tager telefonen, siger Caroline, som dog elskede sin mand og gerne ville bidrage til, at livet kørte rundt på gården.

Caroline og Carsten mødte hinanden via Farmerdating.dk den 4. oktober 2008. Caroline kan tydeligt huske datoen. To måneder senere flyttede hun ind på Carstens gård.
Caroline og Carsten mødte hinanden via Farmerdating.dk den 4. oktober 2008. Caroline kan tydeligt huske datoen. To måneder senere flyttede hun ind på Carstens gård.
Foto: STV/TV SYD

Når han bad om kød, kartofler og brun sovs, lavede hun det. Hun elskede salater, men de forsvandt, og ind kom gamle danske retter med bunkevis af kulhydrater, stivelse og fedt. Landmanden Carsten arbejdede jo også hårdt, så det blev forbrændt. Det skete ikke for Caroline.

Midt i landmandskonelivet tilfredsstillede hun sin arbejdende mand og sørgede for deres datter Sofie, mens Caroline gled ud i glemslen. Selvom hun paradoksalt nok fyldte mere og mere.

quote

Jeg prøvede også at få ham til at vaske tøj og tømme opvaskemaskinen, men han gav sig simpelthen ikke.

Caroline

For som årene gik, steg hendes vægt. De smarte kjoler fra fortiden samlede støv i skabet, og det blev sværere at trække vejret. Knæene gjorde ondt, når hun skulle gå længere ture. Hendes lænd slog takten med smertefulde smæld.

Hun fik en depression for nogle år siden, som accelererede vægtøgningen. Hun forsøgte at slå i bordet overfor sin landmand mange gange.

- Jeg prøvede også at få ham til at vaske tøj og tømme opvaskemaskinen, men han gav sig simpelthen ikke, siger Caroline.

Carsten, Caroline og datteren Sofie omkring middagsbordet. Da Caroline var med Carsten til sin første høstfest i Gram, var hun efter sigende den eneste med høje hæle, makeup og nedringet kjole.
Carsten, Caroline og datteren Sofie omkring middagsbordet. Da Caroline var med Carsten til sin første høstfest i Gram, var hun efter sigende den eneste med høje hæle, makeup og nedringet kjole.
Foto: STV/TV SYD

Han støttede hende ved at sige, at han elskede hende, selvom hun var overvægtig. Det var hans måde at hjælpe.

Men det var ikke nok.

- Når jeg kiggede mig i spejlet, så jeg trist ud. Når sådan en sprællemand som jeg ser trist ud, skal der gøres noget, siger Caroline.

Hun følte sig ensom i rollen som landmandskone og mor. Hun tumlede med nogle tanker, som hun ikke kunne tale med sin mand om.

Hun tænkte, at der måtte være andre som hende. 

Grav dybt

Caroline forsøgte adskillige slankekure og fordybede sig i et selvudviklingskursus. Det stod klart for hende, at hun måtte grave dybt i sig selv for at finde den motivation, der kunne gøre det sjovere at stå på vægten.

Hun lavede derfor et opslag i lokalområdet, hvor hun søgte andre landmandskoner, som var i samme situation som hende. Kvinder som havde glemt sig selv og forvildet sig ned i kaninhullet som bondekone og mor.

Caroline hængte opslag rundt omkring i Gram. Det var vigtigt for hende at finde andre kvinder, som var i samme situation som hende.
Caroline hængte opslag rundt omkring i Gram. Det var vigtigt for hende at finde andre kvinder, som var i samme situation som hende.
Foto: STV/TV SYD

To kvinder svarede på opslaget. Lena fra Gram og Kristine fra Lunderskov. Sammen talte de om landmandslivet og udfordringer med vægten. De støttede hinanden og trænede sammen af og til.

- Da jeg mødte de dejlige damer, skete der noget med forståelsen. Den kærlighed, vi fik til hinanden og til os selv, var det sidste skub, siger Caroline.

Fællesskabet og oplevelsen på vægten på badeværelset styrkede Caroline. Hun sagde højt til sig selv, at det ikke nyttede noget at være nedtrykt.

Caroline var altid den sprælske pige med vilje som ung. Den vendte tilbage, efter hun havde været på vægten og konfronteret med sin størrelse.
Caroline var altid den sprælske pige med vilje som ung. Den vendte tilbage, efter hun havde været på vægten og konfronteret med sin størrelse.
Foto: STV/TV SYD

- Der skete noget særligt på badeværelset. Jeg tog skeen i den anden hånd og blev motiveret til forandring.

Hun vidste dog, at hendes mand Carsten havde fat i den lange ende. Han passede jo gården. Men hun måtte markere sig. Det handlede ikke om at ændre gamle kønsroller. Caroline havde intet imod at sørge for hjemmet, imens Carsten var i marken. Hun havde brug for, at de var et team, hvor han forstod hendes behov.

Det gjorde Carsten heldigvis. Han var med på forandringer. Han ville stadig få sine gamle danske madretter, men med et højere fokus på sund mad. Caroline begyndte på keto-kost, hvor hun indtog få kulhydrater og mere fedt.

Det var i slutningen af 2020.

Og hvordan er det så gået?

Målet på premieredagen

Lørdag den 4. september havde TV SYD premiere på ’Landmandskonernes klub’, hvor TV SYD har fulgt Caroline, Lena og Kristine gennem flere måneder.

Det var samtidig dagen, hvor Caroline nåede sit første mål.

Hun havde tabt sig 20 kilo. Fra 122,3 til 102,3.

For Caroline var den største udfordring at finde motivationen til at nå målet. Det var en livsstilsændring, som var så gennemgående, at den var svær at realisere. Men til sidst fik hun det endelige skub.
For Caroline var den største udfordring at finde motivationen til at nå målet. Det var en livsstilsændring, som var så gennemgående, at den var svær at realisere. Men til sidst fik hun det endelige skub.
Foto: Privatfoto

- Jeg har gennemgået en forvandling psykisk og fysisk. Det har været hårdt at erkende, at jeg havde glemt mig selv og selv skulle skabe den nødvendige forandring. Jeg skal også minde mig om, at jeg skal huske mig selv, og at jeg skal knokle for det. Det har været en lang proces, siger Caroline.

Udover mindre fedt på kroppen, har Caroline også blevet stærkere. Det kan faktisk snyde én, hvis man kun går efter at veje mindre. Når musklerne styrkes, vejer de nemlig også mere.
Udover mindre fedt på kroppen, har Caroline også blevet stærkere. Det kan faktisk snyde én, hvis man kun går efter at veje mindre. Når musklerne styrkes, vejer de nemlig også mere.
Foto: Privatfoto

Hun har fået mere overskud, tænker klarere og kan gå længere ture. Forleden gik hun 12 kilometer. Det var umuligt før. Ryggen smælder heller ikke mere. Ofte laver hun en ret til manden og datteren og en anden til sig selv. Flæskestegen og sovsen ryger stadig på den gennemsigtige dug på spisebordet, men Caroline laver sin egen sovs. Carsten må pille sine egne kartofler.

- Carsten siger også, at jeg har forandret mig, og at han er stolt af mig. Det motiverer mig også til at fortsætte, siger Caroline.

Carolines næste mål er at komme under 100 kilo. Hun sætter løbende små mål, som er nemme at realisere.

Carsten får stadig sin brune sovs, men nu må han selv pille kartoflerne.
Carsten får stadig sin brune sovs, men nu må han selv pille kartoflerne.
Foto: STV/TV SYD

Hendes drøm er at kunne skrue sig ned i en af sine gamle kjoler, så hun kan genkende sit gamle jeg. Det var jo hendes ophav. Fart på, makeup og styr på tøjet. Tilbage til den rebelske sprællemand. Hun mener, at hun har fundet styrken til det.

Dog er der plads til lidt bekvemmelighed. Hun bruger træsko af og til. Hun bor jo på en gård.

Men hvis hun kommer til at tage afsted i dem, vender hun bilen og kører tilbage for at skifte.

Du kan se hele serien om ’Landmandskonernes klub’ på TV SYD PLAY lige nu eller et afsnit hver lørdag aften på TV SYD. 

Flere stærke fortællinger
Forsiden lige nu