Landmandskonen Kristine vidste allerede, at det blev ulækkert.
Men hun havde sat sig for at lave forandringer, der kunne gøre hende glad. Det trængte hun til. Det havde hun brug for.
Hun tændte for vandhanen. Lyden af det brusende vand varslede om det, hun ikke kunne fordrage.
Postevand.
Men hun havde lovet sig selv, at nu skulle hun lære at drikke det. Det var et skridt på vejen til den selvfornyelse, hun længe havde drømt om. Kristine ville tabe sig. Det var blevet for svært at følge med de tre børn på gården. Hun brød sig ikke om det, hun så i spejlet. Hun skulle også giftes til næste år.
- Jeg vil ikke være en stor og tyk flødebolle i brudekjole, siger hun.
Hun tog en lille slurk af postevandet. Hendes ansigt lavede en kort spasme. Det var ikke blevet bedre. Så blandede hun det op med saftevand, som hun havde gjort, siden hun var barn.
Kristine Heilskov Sørensen er forlovet med en bondemand, og sammen bor de på en gård i Lunderskov. Hun er et af medlemmerne i en klub for landmandskoner, som også tæller Caroline Gammelgaard og Lena Lund-Petersen.
De fandt sammen, fordi de havde et fælles ønske: At blive gladere for sig selv. De følte sig fanget af hverdagens rutiner og bondegårdslivets uforudsigeligheder.
Men hvordan gør man det, når man ikke kan lide smagen af postevand? Og i øvrigt kan spise tre kilo Nutella med en ske på tre uger?
Hun begyndte ellers som en streg i luften.
En streg i luften
Kristine er uddannet landmand. Det er hendes forlovede også. De bor på en gård i Lunderskov med deres tre børn og 88 hektar land. De lejer 50 hektar mere. Farbroren og tanten bor i deres eget lille hus i bunden af haven. Forældrene få kilometer væk. Ved siden af gården passer Kristine og hendes mand også et fuldtidsarbejde.
Syv nætter er Kristine sosu-assistent på et plejehjem. Derefter har hun syv dage fri. Hendes kommende mand Erik styrer en gravemaskine på en slaggerplads i Kolding.
Det er Kristines bedsteforældres gård, som de har overtaget. Dengang var der 120 malkekøer i stalden. Nu er der kun et par ponyer og nogle katte.
- På fire generationer er gården gået fra fuldtidslandbrug med medarbejdere, til at vi begge har fuldtidsjobs udenfor gården, siger Kristine.
Hun synes, at det er en trist udvikling.
Hun voksede op fem kilometer væk. Der hvor hendes forældre stadig bor. Der husker hun, hvordan hun rendte rundt med beskidte sko og var tynd som en streg i luften.
- Jeg har altid været undervægtig og spiste, lige hvad der passede mig, siger Kristine.
Allerede dengang kunne hun ikke lide smagen af vand. Hendes mor købte 24 liter mælk om ugen.
- Vand smager gammelt og muggent. Jeg får kvalme af at drikke vand. Jeg ved godt, at mange ikke mener, at det smager af noget, men det synes jeg, siger Kristine.
Hun ved godt, at det kan virke fjollet for andre, at hun ikke kan lide smagen af vand. Men sådan har det været hele hendes liv. Hun kan heller ikke lide sodavand. Kulsyren bider hende i næsen. Hun drikker saftevand, juice og mælk i stedet for. Hvis hun skal til fest, nipper hun til vandet. Hun har altid juice liggende i bilen.
Men på trods af at hun er vandforagter, voksede hun alligevel op og blev uddannet landmand.
For 12 år siden skete to tragedier, som forandrede Kristines krop.
Lynet slår ikke ned samme sted to gange – eller gør det?
I dag har Kristine tre børn med sin forlovede Erik. Men for 12 år siden blev hun gravid med sin daværende kæreste.
Hun fik svangerskabsforgiftning og blev 30 kilo tungere på en uge. Hun var meget syg og kom i behandling på Aabenraa Sygehus. Men ifølge Kristine blev der begået lægefejl, og hun mistede sit barn halvvejs i graviditeten.
- Han var på størrelse med en pakke smør, fordi han var væksthæmmet af, at jeg var så syg, sige Kristine.
Hun blev gravid igen.
- Vi fik at vide, at lynet ikke kunne slog ned samme sted to gange. Men det gjorde det.
De mistede deres andet ufødte barn.
Graviditeterne satte både kilo på hendes krop og spor i hendes sind. Forholdet med den kæreste sluttede, og nogle år senere blev hun kærester med Erik, som hun er sammen med nu.
De skulle for alt i verden ikke have børn. Det var de enige om. Derfor blev de meget overraskede, da Kristine pludselig var gravid. P-pillerne svigtede.
- Det var forfærdeligt at blive gravid tredje gang og virkelig en kamel at sluge. Det var ni meget lange måneder med bekymringer, siger Kristine.
Men det gik godt. Hun fødte sin datter Mia på 4,5 kilo. Nogle år senere kom også Bo og Jan.
Jeg kunne ikke kende mig selv.
Bondegården blev fyldt med liv og Kristine krop blev aldrig sig selv igen. Hun har også en svaghed for chokolade. Hun har flere gange spist det store glas Nutella på 800 gram med en ske og et glas mælk. Til jul fik hun derfor en spand Nutella på tre kilo. Tre uger senere var den spist.
Hun sneg sig til nogle skefulde, når resten af familien ikke så det. I takt med at Nutella røg ind, røg Kristine ud af fotografier med familien. Hun kunne ikke lide at se sig selv på billeder. Faktisk kan hun slet ikke lide at gøre sig bemærket. Ikke engang til sit eget kommende bryllup.
- Det er meget grænseoverskridende for mig at være i centrum. Det er jeg slet ikke til. Sådan har jeg altid været, siger hun.
Da vægten nåede op på 102 kilo, var Kristine klar over, at hun måtte gøre noget. Hun havde sværere ved at følge med sine børn og var ked af det, når hun så sit eget spejlbillede. Hun prøvede ganske vist mange gange, men viljen var ikke så stærk som ønsket.
- Jeg kunne ikke kende mig selv, siger hun.
Derfor slog hun til, da hun så, at Caroline Gammelgaard søgte medlemmer til en klub for landmandskoner.
Sparket
Mødet og sammenholdet med de to andre landmandskoner i klubben gav Kristine det spark, hun havde sukket efter i mange år. Det var et nyt fællesskab, hvor de tre kvinder opdagede, at andre havde det præcist ligesom dem. Fanget i rutinerne med en flosset viljestyrke.
Sammen med en personlig træner begyndte de tre kvinder at træne, omlægge kosten og være standhaftige nok til at takke nej til søde fristelser.
Kristine skulle også lære at drikke tyndere og tyndere saftevand. Målet var, at hun helt skulle droppe saftevandet.
Det var der ved håndvasken, denne historie begyndte. Opgøret mellem bondekone og postevand.
Postevandet vandt. Selvom hun har prøvet i årevis på at drikke det, kan hun ikke få det uden saftevand. Det har hun affundet sig med nu.
På trods af det begyndte kiloene at forsvinde fra Kristines krop efter en måned. Hendes drøm er at tabe 30 kilo. Fra 100 til 70 kilo. Lige nu er hun omkring halvvejs. Det kan hun tydeligt mærke.
Hun har også købt en ladcykel, så hun kan cykle med sine børn i stedet for at tage bilen. Hun når altid sit mål om at gå mindst 10.000 skridt hver dag. Nogle gange går hun ture sent om aftenen for at nå det.
- Jeg har lettere ved alting, og jeg er blevet gladere. Det føles megafedt! siger hun.
