Hele Tønder fulgte Laurids Rudebecks begravelse

Omkring 1400 mennesker var mødt op for at tage afsked med Laurids Rudebeck. Han blev hyldet som en kærlig familiefar og meget afholdt borgmester.

De mange mennesker fyldte Tønder Kristkirke til bristepunktet, da byens borgmester Laurids Rudebeck blev begravet.

I begravelsesfølget var både nuværende og tidligere ministre, borgmesterkollegaer og kongelige.

Prins Joachim og prinsesse Marie deltog begge i begravelsen, og de var som mange andre rørt til tårer.

Laurids Rudebecks enke, Lene Rudebeck, holdt en kærlig og rørende tale til sin mand, som sluttede med ordene: "Jeg vil elske dig for altid."

Prædikenen blev holdt af provst Steen Tygesen, som talte om at kunne tro, når man vantro oplever livets foranderlighed i et split-sekund. Præsten hyldede Laurids Rudebeck som et meget varmt menneske, der elskede sin familie højt, og som den meget populære og resultatorienterede borgmester, han var.

Efter prædiken sang en sangerinde Adeles: "Set fire to the Rain."

Efterfølgende blev Laurids Rudebecks kiste kørt gennem Tønder midtby fulgt af sine kone Lene Rudebeck og sine to børn, Neel og Thor samt et stort følge.  Langs sørgemarchens rute fra Kristkirken til kirkegården havde mange borgere  taget opstilling for at sige farvel til deres borgemester gennem næsten syv år.

 

Uddrag af provst Steen Tygesens begravelsestale ved Laurids Rudebecks begravelse i Tønder Kristkirke:

Vi lever på livets kant, kan man sige – vi lever på livets kant,  for det er således, at vi aldrig aldrig nogen siden kan vide, hvad der sker i næste øjeblik. Livet kan væltes og ændres, I eet nu kan alt være anderledes, og  vores liv se helt anderledes ud. Alt, hvad vi havde planlagt og håbet på, kan i eet nu fejes af bordet, og hvad vi syntes var vigtigt, kan i næste nu synes småt og uvirkeligt. Pludselig er det, som bevæger vi os i frit fald i et tomt, uforståeligt rum uden noget at hage os fast i.

Vi lever på livets kant.

(...)

Men det kan gå galt, tilværelsen kan i eet nu blive anderledes, som den er blevet det for Laurids Rudebeck og hans familie. Det ene øjeblik almindelig hverdag, ”jeg skal nok lave mad, skal bare lige slappe af lidt” og det næste øjeblik var han væk.

Det må være uvirkeligt, uforståeligt.

Laurids Rudebeck – var der nogen, man ikke kunne forbinde med dårligdom og sygdom var det ham.
Han var om nogen  i god form og gjorde noget for det. Det lå vel til ham. Skulle han gøre noget, skulle det gøres ordentligt – ikke noget halvt, men helt og fuldt. Det gjaldt i forhold til det at være aktiv med sig selv, og det gjaldt i hans virke i det hele taget.
Laurids Rudebeck døde - kan man sige - på højden af sit liv – både privat og i sit arbejde og virke som borgmester.
Der har i dagene siden hans død været utallige mindeord om ham – kloge, smukke, varme, rørende – udtryk for det chok hans død  har vakt, en hel by, en hel egn rystet. En skriver: ”en uovertruffen og fantastisk borgmester er afgået ved døden. Det er tragisk, og jeg er dybt berørt og uden ord, mine tanker flyver rundt og vil ikke finde ro. ” De ord afspejler vel fint den vantro, der stod tilbage og samtidig den respekt, der stod om ham.

 ”Engagement”, ”resultatorienteret”, ”evnede at skabe samarbejde”, ”han så potentialet og kæmpede for sagen”, ”han så klart, at politisk opnår man mere ved at være konstruktiv og optimistisk end ved at klynke”. Sådan er der blevet skrevet om ham.
Ordentlig er også er ord, der er  blevet brugt om ham. Det krævede han af sig selv, og det forventede han af andre. Noget, der kom til udtryk, da han for nylig tog ordet om tonen i folketinget: ” Ta’ nu fat i de alvorlige ting og brug kræfterne på det og respektér hinanden. Dét kræver, at man respekterer hinandens forskelligheder.” Sådan sagde han til folketingspolitikerne. Var det ikke også en beskrivelse af hans egen måde at føre politik på?

Han var en omsorgsfuld leder, der havde øje for sit personale – en god leder, fordi man vidste, hvor man havde ham – tydelig ledelse – det var ham.
Han vidste, hvad han ville, og satte noget ind på at få det ført igennem – også der, hvor bølgerne kunne gå højt – ”han lod sig ikke vælte af stormen” skrev en ”fordi han var sikker på at beslutningen var rigtig”. Han havde sit indre kompas, og det fulgte han.
Han var borgmester ja – den højeste folkevalgte her i Tønder kommune, en stor stilling, men det betød ikke, at han var stor på den. Han var god til at være nærværende, til stede for det menneske, han havde for sig. Han var som det er sagt ”i øjenhøjde med mennesker og kunne lide dem, han var valgt til at arbejde for”. Det mærkedes, og derfor blev så mange, derfor blev en hel egn – den egn, der tydeligvis stod hans hjerte så nær – så ramt, da rygtet om hans død spredte sig.
Men ramt det blev jo først og sidst Jer, der er tættest på – Jer der har mistet en mand, en far, en bedstefar, en søn, en bror.