Generalkonsulen bor på sin arbejdsplads

I godt et år har Kim Andersen boet og arbejdet på Generalkonsulatet i Flensborg.

På toppen af bakken knejser den gamle konsulatbygning. Med sit karakteristiske tårn er den let at kende. Og håndværkere er i fuld gang med at restaurere bygningen fra 1883 med stor respekt for den oprindelige arkitektur.

quote

Det er et helt specielt og historisk hus. Det er bygget i den tyske stil - men er et lille stykke danmark i Flensborg.​​​​​​

Kim Andersen, generalkonsul, Flensborg

Og med omkring 4.300 danske statsborgere i Sydslesvig og omkring 50.000 dansksindede i den tyske delstat Slesvig-Holsten er der nok at lave. Blandt opgaverne er fornyelse af pas, registrering af ægteskaber, skilsmisser og dødsfald samt at arbejde for det gode forhold mellem Danmark og Nordtyskland.

Krigsbarn på næsten 100 år

Den 11. juli 1920 fejredes genforeningen på Dybbøl Banke. Her udtalte statsminister Niels Neergaard de berømte ord om de dansksindede, der valgte at blive på den tyske side af grænsen: "De skal ikke blive glemt". Kort derefter blev der sat penge af til danske skoler og et kontor, der varetog pas- og visumsager på den tyske side af grænsen så dagens lys. 

Nu, næsten 100 år senere, er der stadig brug for et konsulat i Flensborg. 

quote

Vi skal arbejde for danske interesser på nutidige præmisser.

Kim Andersen, generalkonsul, Flensborg

Arbejder og bor samme sted

Da Kim Andersen fra Skanderborg overtog titlen som generalkonsul for godt et år siden fulgte der en nøgle til beboelsesdelen på øverste etage af generalkonsulatet med. Siden da har han boet lige over sin arbejdsplads. 

Kim Andersen overtog posten fra historiker Henrik Becker-Christensen, der var generalkonsul i 19 år. Dermed var han den længst siddende generalkonsul Danmark har haft i Flensborg.