Slotssøbadet satser nu mere på leg end svømning

Slotssøbadet i Kolding får, som den første indendørs svømmehal i Danmark, en spraypark.

Børn pjasker og leger højlydt når de er i svømmehallen, og står det til Slotssøbadet, så skal der leges endnu mere.

Slotsøbadet udvider nu med 300 kvadratmeter for at lave en spraypark. Det handler om at børnene skal op af bassinerne og lege med vandet på gulvet sammen med kammerater og forældre. Det hjælper blandt andet med at styrke børns motorik.

- Sprayparken består af små dyser i gulvet og vandkanoner som opfordrer til leg og pjask og er noget nyt og moderne indenfor leg med vand, fortæller souschef Edvard Køhrsen ved Slotssøbadet til TV SYD.

Parken i Kolding vil være den første af sin slags indendørs i Danmark og  vil, hvis alt går som det skal, sprøjte de første stråler til foråret.

Forkælelse og sjov er nøgleordene i Med på Job i dag. Vi besøger Slotssøbadet og den tilhørende Dronning Dorotheas Badstue i Kolding.