Ved du, hvor dit juletræ kommer fra?

Det er de færreste, der ved, at de fleste frø til juletræer kommer fra Georgien - et af Europas fattigste lande.

Du køber sikkert dit juletræ i eller omkring den by, hvor du bor, og det er formentlig vokset op på en planteskole i Danmark, men langt de fleste frø i den vesteuropæiske juletræsindustri kommer fra et af Europas fattigste lande, Georgien.

I Georgien har mange af indbyggerne brug for hjælp, og den får de bl.a. af et ægtepar fra Brædstrup i Horsens Kommune. Marianne Bols og hendes mand har valgt at kæmpe for bedre forhold i juletræslandet ved at sælge træer, hvor en del af pengene går til fattige i Georgien.

quote

Jeg synes godt, at vi kan give lidt igen til det folk, der arbejder for, at vi kan få vores elskede juletræer. Ikke mindst når man ved, at de kommer fra et land, hvor hvert femte barn sulter

Marianne Bols, ejer af Fair Trees Plantage i Brædstrup

- Jeg synes godt, at vi kan give lidt igen til det folk, der arbejder for, at vi kan få vores elskede juletræer. Ikke mindst når man ved, at de kommer fra et land, hvor hvert femte barn sulter, lyder det fra Marianne Bols, ejer af Fair Trees Plantage i Brædstrup.

Marianne Bols og hendes mand står bag det internationale koncept Fair Trees, der støtter fattige i Georgien med 5 kr. pr. solgt træ. Pengene er bl.a. gået til at åbne en tandlægeklinik i en region, hvor der ellers ikke fandtes en tandlæge.

- Det har gjort, at alle børn i regionen nu kan komme gratis til tandlæge, og det er en sand fornøjelse at se. Der kommer forældre og takker os for det arbejde, vi gør, og det varmer virkeligt, lyder det fra Marianne Bols.

Pengene fra Fair Trees har også været med til at sikre bedre forhold for de folk, der arbejder med at plukke de kogler, hvorfra juletræsfrøene kommer. Koglerne bliver nemlig plukket manuelt i 40-60 meter høje træer, hvilket er et risikofyldt job. Nu benytter mange georgiere sikkerhedsudstyr - bl.a. takket været støtten fra Fair Trees.