Børnene arbejdede om natten, og bekendte stimlede sammen for at hjælpe familien, da det stod værst til. I dag kæmper de den hårde kamp for at komme videre fra det, der var engang.
På en grusbelagt gårdsplads mellem de store haller og grønne marker står hele familien Christensen. Mor, far og fire børn.
- Så hop i bilerne, siger Henning Holm Christensen til sine børn, der allerede er løbet afsted.
Selvom det har været en træls periode, skal solen nok komme til at skinne igen, og det gør den jo også i dag, så det er dejligt.
I november aflivede de 85.000 mink og lukkede et 28 år gammelt livsværk, som har efterladt et tomrum, der i første omgang bliver udfyldt af to markræsere.
- Det er den medicin, vi kan give dem lige nu, siger Henning Holm Christensen.
Hans datter og tre sønner hopper ind på forsæderne i de gamle personbiler. De sætter i gang, og bilerne udløser en brummende lyd. Gruset flytter sig under dækkene, og væk er de.
Det er ikke første dag, de trykker speederen i bund på markerne. Familien har brugt meget tid i bilerne, og det er til alles fornøjelse.
- Vi kan godt lide at være ude, og så må det gerne larme og blive lidt beskidt. Vi har hygget os med det - en lille investering og en god oplevelse, siger Henning Holm Christensen.
Han kigger også på fremtiden med oprejst pande.
- Selvom det har været en træls periode, skal solen nok komme til at skinne igen, og det gør den jo også i dag, så det er dejligt, siger Henning Holm Christensen.
Og på en ellers skyet himmel titter solen lige frem, mens den sidste bil kører i et skarpt sving rundt om hjørnet.
Minkavlerne har grebet den nye hverdag forskelligt an.
- Vi går nok med en tomhed indeni. Det er det her, vi har været gode til, og det er vi afskåret fra. Det er meget svært at forholde sig til, siger Henning Holm Christensen.
Familien Christensen er ikke selv i tvivl om, at de har gennemgået noget, som har været hårdt for både store og små.
Ligesom andre i branchen står Region Syddanmark og Røde Kors også til rådighed med støtte til dem.
Hos Røde Kors står frivillige klar til at tale med de berørte avlere og familier.
Alle regionerne tilbyder desuden hjælp og har direkte hotlines for minkavlerne. Her er det blandt andre læger, præster og psykologer, der står klar til at yde rådgivning og støtte.
Da lynet slog ned den 4. november, og meldingen lød på at slå alle minkbesætninger i Danmark ned, gik de fleste vågne timer med at aflive mink. Børnene fik fri fra skole for at hjælpe til med at lukke det ned, som de altid har været en del af.
- Det var et ønske fra børnene. De ville gerne hjælpe med, når det nu var sidste gang, vi kunne være sammen om det. Og så er de rigtig dygtige til det, siger Henning Holm Christensen.
Derfor trak de i arbejdstøjet – både dag og nat.
- Vi tog vagten fra kl. 17 om eftermiddagen til kl. 5 om morgen, og så hjem og sove lidt, fortæller 13-årige Jens, som sammen med en kammerat fik det til at blive en god oplevelse.
- Man stod sådan set og hyggede sig med andre, men det er en mærkelig følelse at ødelægge alt det, min far har kæmpet for, siger han.
Vi aflivede vores livsværk, men alle tog del i kampen, og vi havde følelsen af, at der blev løftet i flok.
Det var ikke første gang, de hjalp til med arbejdet, som altid har været en del af deres familie.
- Vi er jo en rigtig minkfamilie. Min bror og hans familie og mine forældre arbejder også med det, siger Henning Holm Christensen.
Det var ikke kun børnene, der hjalp til med aflivningen. Venner og bekendte gav også en hånd med, så de kunne nå det hele.
Bare en time efter de fik beskeden, gik de i gang med at aflive. 50-90 forskellige bekendte trådte til for at give en hånd med.
- Vi aflivede vores livsværk, men alle tog del i kampen, og vi havde følelsen af, at der blev løftet i flok, siger Marianne Kristine Christensen.
På første etage i familiens hus ligger et af familiens teenageværelser. Der er spiludstyr, en fodboldplakat på væggen, og på sengen sidder Jens Holm Christensen med sin mor.
- Kære Jens, jeg tænker meget på dig og din familie i denne tid. Vi i 7.A er her for dig, når du kommer tilbage.
Jens Holm Christensen læser op fra de farvede sedler i sine hænder. Hele hans klasse har sendt breve med tanker og forhåbninger for fremtiden.
- Man får lidt følelsen af, at man ikke er alene om det her, men at der er mange andre rundt omkring en, siger han.
Marianne Kristine Christensen læser med over skulderen.
- Folk kan godt sætte sig ind i det, og det har bare betydet helt vildt meget, siger hun.
Hun kan ikke holde tårerne tilbage, når samtalen omhandler alle de mennesker, der har tænkt på familien.
- Det har været helt vildt overvældende og vildt rart, siger hun.
- Er vi klar, siger Henning Holm Christensen.
Der er et tydeligt konkurrence-gen i familien.
- Vi spiller for at vinde, forsikrer Henning Holm Christensen, da han smider et af sine kort i bunken.
Der bliver kastet med småspydige kommentarer og grint over bordet. Marianne Kristine Christensen spiller sammen med sin datter Helle.
- Helle, nu kan jeg lige så godt sige det, vi går efter at ødelægge de andres, siger hun.
- Det kan I ikke, lyder det hurtigt fra de andre omkring bordet.
Denne eftermiddag bruger de meget tid sammen, som de gør de fleste dage, når skindene ikke skal ordnes, og farmen gøres rent.
På den måde kommer familien lige nu igennem dagene, men når først hverdagen rammer, kan det blive nødvendigt med hjælp fra eksempelvis Region Syddanmark.
- Jeg vil ikke afvise, at vi skal sætte os ned en aften og snakke om, hvad vi føler. Tilbuddene er der, så det er bare at benytte dem, siger Henning Holm Christensen.
Hvad hverdagen skal bestå af, er de først ved at finde ud af.
Af Emma Rixen Hedegaard.
