Ny serie: TV SYD følger minkavlere i jagten på en ny hverdag

Hele minkbranchen er lukket ned til 31. december 2021. Minkavlerne står derfor uden en klar fremtid.

Mink er der ikke mange af i Danmark, efter at regeringen den 4. november gav besked til avlerne om, at de skulle slå hele deres besætning ned på grund af fare for udbredelsen af smitte med covid-19. 

Ifølge minkavlerne selv er erhvervet dødt og grundlaget for virksomhederne forsvundet. Uden avlsdyr, medarbejdere, et stærkt netværk, og alt hvad der forsyner branchen med pelserier og foder, er det svært for dem at se en fremtid med minkavl i Danmark. 

Derfor står mange minkavlere et sted i deres liv, hvor de skal finde ud af, hvad der skal ske med fremtiden, mens de afvikler det sidste af deres virksomhed. 

Og hvad finder de så ud af at bruge fremtiden på? Det følger vi på TV SYD med i, når vi gennem artikler og ugentlige tv-indslag dækker en række minkavleres sidste tid som aktive i faget og overgangen til en ny tilværelse. 

I serien 'Minkavlernes nye liv' kan du foreløbigt følge fem minkavlere, som står med flere af de samme, men også forskellige, udfordringer og skæbner.