Danske Minkavlere tvivler på det faglige grundlag for at forlænge avlsforbud

Danske Minkavlere og deres formand Tage Pedersen, Hedensted, stiller sig uforstående over for, at regeringen vil foreslå, at forbuddet mod at holde mink i Danmark forlænges et år til og med 2022.

Regeringen har sammen med sine støttepartier besluttet at forlænge forbuddet mod minkavl i Danmark. 

Danske Minkavlere står uforstående overfor beslutningen.

- Regeringen har nedklassificeret corona som en samfundskritisk sygdom, og så giver det overhovedet ingen mening at forlænge et corona-forbud rettet alene mod minkavl. Resten af samfundet er tilbage til det normale, så jeg kan slet ikke forstå de røde partiers motiv i denne sag, siger Tage Pedersen, Hedensted, der er formand for Danske Minkavlere.

Han mener ikke, at den risikovurdering af minkavl i 2022, som SSI kom med  i slutningen af juni, er faglig velfunderet.

- Erhvervet blev reelt lukket den 4. november 2020, men nogle få minkavlere har tilkendegivet, at de gerne vil starte igen. Ikke desto mindre er det helt vildt, at regeringen og støttepartierne har truffet en så vidtgående beslutning på en mundtlig overlevering fra en så kritiseret myndighed som SSI. Når man de facto forbyder et erhverv, så er grundloven i spil. Det er en meget, meget vidtrækkende og alvorlig beslutning på et for os ukendt og end ikke nedskrevet grundlag.  Det er som om, man leger politik og fuldstændig overser eller er ligeglad med, at det er menneskers skæbner, regeringen kaster rundt med, siger Tage Pedersen i en pressemeddelelse fra Dansk Minkavlere.

Fortsat må ikke være til fare

Minkavlernes organisation har i hele forløbet fastholdt, at minkavl ikke må være til fare for folkesundheden.

- Det mente vi den 4. november 2020, og det mener vi fortsat, men med den alvorlige kritik, der er rejst af SSI og nu senest en mundtligt opdateret risikovurdering, føler jeg mig langt fra tryg ved det faglige grundlag for den aktuelle beslutning. Det vil vi nu bede om at få undersøgt grundigt, siger Tage Pedersen.