Du kan stadig få hjælp: Minkavlernes krisetelefon har ind til nu fået 14 henvendelser

Krisetelefonen for minkavlere er fortsat åben ved Region Syddanmark. Har man brug for den, kan man stadig kontakte dem.

I alt 14 minkavlere og pårørende har gjort brug af den krisetelefon, som Region Syddanmark oprettede i efteråret, det fortæller Anders Meinert Pedersen, lægefaglig direktør i psykiatrien ved Region Syddanmark.

-Vi har fået 13 telefoniske henvendelser og en fysisk henvendelse. Her har vi givet rådgivning og krisesamtale, men ingen har efterfølgende fået tilbudt et behandlingsforløb, fortæller Anders Meinert Pedersen.

De 14 henvendelser har både været fra minkavlere og pårørende, som har været bekymrede i forbindelse med aflivningen af alle danske mink.

-Telefonlinjen har været vigtig, fordi vi var i en situation, hvor der potentielt var mange fra en bestemt gruppe, der kunne få alvorlige symptomer på baggrund af en personlig krise, siger Anders Meinert Pedersen.

Han er dog ikke bekendt med, om nogle af de 14 henvendelser på et senere tidspunkt har medført et terapeutisk forløb eller en anden kontakt med psykiatrien. Men umiddelbart endte ingen af henvendelserne med hverken indlæggelser eller ambulante forløb, da der ikke var behov for det.

Krisetelefonen har kun fået én henvendelse i 2021, men den er dog stadig aktiv. 

Har man brug for hjælp, kan man ringe på telefon 99 44 50 60.