Minkavlere: - Der er intet at blive skuffet over mere

Hos minkavlere i Syd- og Sønderjylland vækker De Radikales udmelding, om at de ikke støtter en advokatvurdering i Minksagen, hovedrysten.

De Radikale har lørdag eftermiddag meddelt, at støttepartiet ikke bakker op om en advokatvurdering af Minkkommissionens rapport.

I stedet opfordrer De Radikale til, at statsminister Mette Frederiksen (S) udskriver valg efter sommerferien.

Den udmelding vækker hovedrysten hos formanden for minkavlerne, Tage Pedersen, Hedensted.

Tage Pedersen er formand for de danske minkavlere. Han er ikke overrasket over De Radikales udmelding lørdag
Tage Pedersen er formand for de danske minkavlere. Han er ikke overrasket over De Radikales udmelding lørdag
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau

- Det er typisk De Radikale, de vælger den vej, selvom deres bagland har været ude at sige det modsatte, siger Tage Pedersen og fortsætter. 

- Men helt ærligt, kunne man havde forventet andet? spørger minkavlernes formand hovedrystende.  

Minkavler: - valg kan måske give 'retfærdighed' og ro

Partiets politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, skriver på Facebook, at De Radikale vil udtrykke mistillid ved Folketingets åbning 4. oktober, hvis Mette Frederiksen endnu ikke har udskrevet valg. 

Et hurtigt valg kunne måske give en eller anden form for 'retfærdighed', mener tidligere minkavler Frederik Blaudzun fra Rødekro.

 - Der er intet at blive skuffe over mere, men man kunne håbe, at et valg ville ændre regeringsmagten, og på den måde blive en slags 'straf' for den nuværende statsminister, når hun nægter at lade advokater se på sagen.

Men mest af alt ønsker Frederik Blaudzun, som sammen med sin kone Pia Blaudzun opdrættede mink, at der kommer ro på.

- Vi vil meget gerne have ro nu, så taksationskommissionen kan arbejde, så vi kan få vores erstatning for de aflivede mink, for vi vil meget gerne videre med vores liv.

Frederik og Pia Blaudzun er begge uddannede landmænd, og for ikke bare at gå og vente på en kompensation for de aflivede mink har de startet en svineproduktion.

- Vi troede, at mink skulle være en del af vores arbejdsliv frem til pensionen, men sådan bliver det ikke, så nu prøver vi med svineopdræt. Så ser vi, siger Frederik Blaudzun.