Minkformand tror ikke på genoplivning af produktionen

Henning Holm Christensen fra Esbjerg er formand for Fyn & Sydjyllands Pelsdyravlerforening. Han kender ikke en eneste minkavler i området, der tror på en fremtid i erhvervet.

Uanset hvad udfaldet bliver, når Folketinget tirsdag drøfter muligheden for at genstarte minkproduktionen i Danmark, står minkavlerne ikke i kø for at få lov.

Sådan lyder det fra Henning Holm Christensen, der er formand for Fyn & Sydjyllands Pelsdyrforening. 

- Jeg har altid været glad for mit arbejde og er inderst inde stadig 120 procent minkavler, men lige nu har jeg har svært ved at se en fremtid for minkavl i Danmark, siger han.

Henning Holm Christensen fortæller, at han slet ikke kender nogen her i Syd- og Sønderjylland, der på nuværende tidspunkt har erklæret sig parat til at genstarte et minkhold.

- Vi afventer selvfølgelig, hvad politikerne finder frem til, men lige nu ser det rigtig svært ud, hvis der igen skal komme en forretning ud af det.

Forbud udløber ved årsskiftet

Det midlertidige forbud mod minkhold i Danmark udløber ved årsskiftet. Derfor drøfter Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, om det igen skal være muligt at drive minkavl.

- Pengeinstitutterne er meget tilbageholdende, og der er også mange andre faktorer, der gør det rigtigt svært at genoptage erhvervet, fortæller Henning Holm Christensen.

- Vi skal ud og finde nye avlsdyr i udlandet. Vi kan heller ikke forvente, at vi i fremtiden kan få de samme priser for vores skind som tidligere.

- Tidligere fik vi gode priser for vores skind, blandt andet fordi vi brugte flere penge på vores produktion. Hvis vi skal starte igen, bliver vores produktion endnu dyrere, uden at vi skal regne med at få de samme gode priser, siger Henning Holm Christensen.

Ifølge formand for Danske Mink Louise Simonsen er det lige nu svært at sige hvor mange minkavlere, der på landsplan er parate til at genoptage minkerhvervet, hvis politikerne igen giver grønt lys.

Seruminstitut ser stadig sundhedsrisiko ved hold af mink

Statens Serum Institut (SSI) fastholder risikovurdering om, at minkavl medfører en sundhedsrisiko "af ukendt størrelse" for mennesker i Danmark. Det erfarer Ritzau.

Vurderingen er lavet i juni. SSI har forud for forhandlinger om et fortsat forbud mod hold af mink tirsdag bekræftet, at den stadig holder.

- Det er Statens Serum Instituts generelle vurdering, at hold af mink i Danmark efter 2021 kan medføre en sundhedsrisiko for mennesker af ukendt størrelse, fremgår det af vurderingen fra juni.